To amerikanske skiløbere er omkommet, efter de blev begravet i en kæmpe lavine i British Columbia, Canada.

En tredje skiløber blev også fanget i lavinen, men formåede at kæmpe sig fri.

Han fik tilkaldt hjælp via et sattelitsystem, skriver CNN på baggrund af udtalelser fra de canadiske myndigheder.

De tre skiløbere var venner fra Haines i Alaska, myndighederne har dog ikke frigivet yderligere oplysninger, da de omkomnes pårørende endnu ikke er underettet.

De canadiske myndigheder oplyser, at de vil sørge for, de afdøde bliver transporteret tilbage til USA.

Tragedien skete, da skiløberne klatrede på en skråning til fods.

Terrænet endte med at gøre den farlige lavine dødbringende, fordi kløfter og fordybninger i den stejle bjergside fangede sneen, der bevægede sig, og det fik sneen til at samle sig dybere i et lille område, hvor skiløberne blev levende begravet.

Skiløberne befandt sig i knap en kilometers højde, da lavinen ramte.