De troede, at de havde fået vendt krisen.
Men det har de ikke.
Tværtimod.
Bild skriver, at produktionen i år vil falde med 0,6 procent i Tyskland.
Så sent som i foråret havde man regnet med en lille vækst på 0,3 procent.
Dermed har tysk økonomi været på konstant nedtur i over et år.
Skidt nyt. Også for Danmark.
Det er de fem førende økonomiske forskningsinstitutter i Tyskland, der står bag den dystre prognose.
Årsagen til det forventede fald i bruttonationalproduktet er ifølge Oliver Holtemöller, der vicepræsident for Leibniz-Instituts für Wirtschaftsforschung Halle:
»Såvel industrien og det private forbrug kommer sig langsommere, end vi havde forventet i foråret. Produktionen er endnu engang faldet markant.«
For Danmark er tysk krise altid dårligt.
Tyskland er nemlig Danmarks næststørste eksportmarked.
B.T.s forbrugerredaktør Niels Philip Kjeldsen har tidligere været bekymret for udviklingen i den tyske økonomi.
»Der er meget stort fokus på tysk økonomi lige nu, fordi den fylder så meget i eurozonen og har stor betydning. I vinter var Tyskland i teknisk recession, og selvom der var minimal vækst i første kvartal i 2023, så peger enormt mange pile den gale vej for tysk økonomi lige nu,« siger han, og peger på, at tyskernes økonomi har betydning for hele Europas økonomi.
»Den dårlige tyske økonomi skaber ret stor nervøsitet i Europa. Vi ser medier beskrive Tyskland som Europas syge mand, og vi ser en del kommentarer fra eksperter og økonomer, hvor der reelt er tale om frygt for, at Tysklands situation kan ende med at ramme hele europæisk økonomi negativt,« siger han og fortsætter:
»Helt grundlæggende er der jo tale om, at den største økonomi i Europa og verdens fjerdestørste økonomi halter og er ramt. Og det er klart: Det har selvfølgelig betydning for europæisk økonomi som helhed.«
Lidt lys i det tyske mørke er der dog ifølge de fem forskningsinstitutter.
Arbejdsløsheden forventes kun at stige en smule, mens inflationen forventes at falde fra 6,1 procent i år til 2,6 procent næste år.