Storbritanniens kommende premierminister hedder med stor sandsynlighed Liz Truss.

Den nuværende udenrigsminister har allerede før sin tiltrædelse lovet de rigeste briter skattelettelser.

»I mere end 20 år har vores tankegang om økonomisk omfordeling medført, at vores økonomi kun er vokset med i gennemsnit en procent årligt. Vi har brug for et radikalt opgør med den tankegang,« siger Liz Truss til BBC.

Tankegangen bag den kommende premierministers radikale forslag er, at man kan skabe mere økonomisk vækst ved at lade dem, der i forvejen genererer flest penge, få muligheden for at skabe endnu flere. Spørgsmålet er, om det er fair, at de, der i forvejen har meget, skal gives mere?

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, følger udnævnelsen af Storbritanniens nye premierminister fra London.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, følger udnævnelsen af Storbritanniens nye premierminister fra London.
Vis mere

»Det er helt sikkert fair. Disse mennesker driver vores økonomi,« siger Liz Truss til BBC.

Få spåede for bare få måneder siden Liz Truss muligheden for at blive premierminister. I afstemningerne blandt konservative parlamentsmedlemmer kom hun akkurat ind på den andenplads, der sikrede hende en duel mod finansminister Rishi Sunak, som er langt mere populær blandt de konservative politikere.

Men Liz Truss, der har erklæret sig som en arvtager til Margaret Thatcher, er langt mere populær blandt de cirka 170.000 konservative partimedlemmer, der har haft muligheden for at bestemme, hvem der nu skal lede Storbritannien. Mange af disse er ældre helt op til 80-90 år gamle, og de foretrækker altså i overvældende grad Liz Truss.

Truss, der er datter af venstreorienterede forældre, og som selv var medlem af liberaldemokraterne som ung, har været på en rejse mod det yderste højre i det konservative parti. I 2016, da briterne skulle stemme om fortsat medlemskab af EU, stemte Liz Truss for at blive i EU, men det var som bekendt Brexit-fløjen ledet af Boris Johnson, der vandt.

Liz Truss siger, at Margaret Thatcher er hendes store idol.
Liz Truss siger, at Margaret Thatcher er hendes store idol. Foto: PAUL ELLIS, STR
Vis mere

Siden er Liz Truss konverteret til Brexit-fløjen, men kritikere peger på, at det fortsat er uklart, hvad hendes politiske linje egentlig er. Ideen med at give skattelettelser til de rigeste er populær blandt mange konservative partimedlemmer, men ikke nødvendigvis i den bredere befolkning, og her står Liz Truss over for et stort problem.

De Konservative har smidt det store flertal, Boris Johnson sikrede partiet ved valget i 2019. Meningsmålinger slår fast, at Labour nu ville have flertal ved et valg. Det er lidt af en opgave, den 47-årige politiker, der nu bliver Storbritanniens tredje kvindelige premierminister, skal ud på.

Liz Truss er storfavorit til at blive udpeget som ny konservativ partileder i dag.
Liz Truss er storfavorit til at blive udpeget som ny konservativ partileder i dag. Foto: SUSANNAH IRELAND
Vis mere

Hendes plan er tilsyneladende at forsøge at kickstarte økonomien ved at gøre det mere attraktivt at tjene mange penge. Det er vovet midt i en energikrise nærmest uden sidestykke. Liz Truss håber, at talemåden om, at lykken står den kække bi, vil gælde for hende.

Storbritannien har været centrum for en voldsom politisk storm lige siden Brexit-afstemningen i 2016. Den politiske vejrudsigt står på fortsat voldsomt vejr – det kan måske ligefrem ende i en orkan.