En skandale kan være under opsejling i England, hvor over 100 børn igennem halvandet år er forsvundet fra et enkelt hotel.

Størstedelen af dem aner myndighederne stadig ikke, hvor er blevet af.

Det drejer sig om uledsagede børn, som søger asyl i Storbritannien – og adskillige af de forsvundne børn er ifølge The Guardians kilder blevet kidnappet på åben gade foran hotellet.

»Børn bliver bogstavelig talt samlet op foran bygningen (hotellet, red.), hvorefter de forsvinder og ikke bliver fundet igen. De bliver taget på gaden af menneskehandlere,« siger den anonyme kilde, som ifølge The Guardian arbejder for virksomheden Mitie, som driver hotellet med de uledsagede flygtningebørn for det britiske indenrigsministerium.

Det drejer sig om et hotel i den sydengelske by Brighton, hvorfra 136 af de i alt 600 uledsagede børn, der har været på hotellet, er blevet meldt savnet de seneste 18 måneder. 79 af dem er endnu ikke blevet fundet.

Og det skulle endda kun være toppen af isbjerget.

Ifølge The Guardian viser tal fra oktober sidste år, at 222 uledsagede børn, som søger asyl i Storbritannien, er forsvundet fra hoteller, som indenrigsministeriet driver.

Det britiske indenrigsministerium skulle gentagne gange være blevet advaret om, at kriminelle menneskehandlere ville gå specifikt efter de sårbare, uledsagede børn på hotellet.

Børn, som for nylig er ankommet til Storbritannien for at søge asyl, uden deres forældre eller værger.

Præcis hvor mange af de 136 børn, der har været meldt savnet fra hotellet i Brighton, som blev kidnappet, oplyser The Guardian ikke – men det skulle dreje sig om flere dusin.