Nyuddannede elitesoldater blev presset til at skyde fanger for at opnå deres første drab. Et ritual, der kaldes 'blooding'.

Efter drabene blev der placeret våben omkring ligene for at skjule krigsforbrydelsen.

Det er blot nogle af de grusomme detaljer, der er kommet frem i en ny rapport om australske soldaters 39 drab på civile og fanger i Afghanistan. Det skriver dr.dk.

Rapporten kommer efter en fire år lang undersøgelse af de australske specialstyrker, som blev sat iværk i 2016 på baggund af beskyldninger fra lokale medier om drab på ubevæbnede mænd og børn.

General Angus Campbell.
General Angus Campbell. Foto: MICK TASIKAS
Vis mere

Rapporten indeholder ifølge det australske forsvars øverste chef, general Angus Campbell, klare beviser for, at 25 australske elitesoldater står bag drabene. 19 af dem er stadig ansat i det australske forsvar.

Angus Campbell forklarede på et pressemøde torsdag, at der var klare beviser for soldaternes ugerninger, og at ingen af drabene var begået under kamp.

»Der er heller ikke beviser for, at gerningsmændene har handlet i forvirring eller ved en fejl. Og de formodede ofre var ikke i stand til at forsvare sig,« sagde han.

Angus Campbell forklarede videre, at den syge kultur blandt de nyudannede soldater blev omfavnet og endda  opmuntret af erfarne officerer.

Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen.
Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, er overasket over, at det kunne gå så galt blandt nogle af de mest veluddannede soldater i Australien.

»Der er tale om, at man skyder mennesker under helt kontrollerede forhold, og når de ligger bagbundet på jorden. Det er rigtig slemt,« siger han til dr.dk.

Holdet bag rapporten anbefaler, at i alt 36 hændelser skal undersøges af politiet.

Australien har siden 2002 haft soldater i Afghanistan for at støtte den USA-ledede koalition mod terrorbevægelsen Taleban. Australien har stadig omkring 1.500 soldater i Afghanistan.

General Angus Campbell sendte på pressemødet en uforbeholden undskyldning til det afghanske folk på vegne af australske forsvar.

»Til det afghanske folk: Jeg giver jer min uforbeholdne undskyldning for de ugerninger, som er begået af australske soldater. Den opførsel har svigtet den tillid, I gav os.«