Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
På vej til lufthavnen i New Orleans mødte jeg Sergei, som kører taxi og er fra Ukraine. Vi talte om krigen, og han fortalte mig, at han kommer fra Ukraines næststørste by, Kharkiv. Han har ikke kunnet få kontakt med sine forældre i 55 dage, og han er naturligvis rasende bange for, om der er sket dem noget.
Jeg fortalte ham, at jeg har været i Ukraine og dække krigen, at jeg har lært mange ukrainere at kende derovre, og at min kone og jeg sågar har en 16-årig ukrainer boende hos os nu. Sergei blev meget bevæget over dette, og han spurgte, om der var mange danskere, der hjælper Ukraine. Jeg fortalte ham, at stemningen i Europa er sjældent samlet om at hjælpe Ukraine og ukrainerne.
Men så fortalte han mig en historie, der var svær for mig at håndtere. Dagen før havde han kørt tre mennesker fra den store årlige jazzfest tilbage til New Orleans. Undervejs begyndte passagererne at tale sammen, og Sergei noterede sig, at de talte russisk. Han spurgte dem på russisk, om de var fra Rusland, og det bekræftede de.
»Jeg kunne simpelthen ikke have det. Jeg kørte ind til siden og bad dem stige ud. Jeg forklarede dem, at deres land er ved at smadre mit land og mit folk, og at de blev nødt til at stige ud nu,« sagde Sergei.
Sergei fortalte, at russerne havde opponeret og sagt, at de på ingen måde støtter Putin, men at han alligevel havde efterladt dem på den varme asfalt med en lang gåtur hjem. Var det fair, ville han vide?
Det er et svært dilemma, synes jeg. Det er ikke svært at sætte sig ind i Sergeis vrede, men denne form for diskrimination vil jeg normalt være den første til at sige nej til.
Lignende dilemmaer udspiller sig mange steder i verden lige nu. Der er et større slag i gang i Wimbledon i London om, hvorvidt det er i orden at udelukke russiske tennisspillere, der på ingen måde er politisk aktive eller tilhængere af Vladimir Putin.
Russiske landshold bliver også udelukket fra slutrunder. Det er lidt nemmere at forsvare, da de jo repræsenterer den stat, man søger at sanktionere.
Russiske kulturpersonligheder boykottes også en masse. Klassiske virtuoser, der ingen politisk rolle spiller, får aflyst deres koncerter overalt i den vestlige verden. Som med al 'aflysningskultur' (cancel culture) er det ikke muligt for den aflyste at komme til orde. Det er bekymrende, fordi det ikke giver os mulighed for at vurdere den enkelte, og mange af de udelukkede har intet med Putin at gøre – eller er ligefrem hans politiske modstandere.
Vi har været her før, om end på en lidt anderledes måde. Den store boykot af Sydafrika under apartheid var formodentlig med til at bringe styret til fald. Kunst og sport er kraftfulde, soft power-våben, når de bruges rigtigt. Men selv dengang var der ikke enighed. Paul Simon tog for eksempel til Sydafrika og indspillede 'Graceland' med sorte musikere, selvom han dermed påkaldte sig datidens udgave af aflysningskulturens vrede.
Al generalisering er farlig. Der bor cirka 30 millioner russere uden for Ruslands grænser. Mange af dem, fordi de ikke ønsker at bo i Rusland, eller fordi det er for farligt for dem. Skal vi så også boykotte dem, skal de ikke have lov at have et job eller give deres mening om andre emner til kende, simpelthen fordi de er russere?
Det er vigtigt at fastholde, at det er den russiske stat og dens symboler, ikke menneskene, vi bekæmper. Det er helt i orden at udelukke en russisk sportsstjerne, der støtter op om Putins krig, men efter min mening tvivlsomt, når dette ikke er tilfældet.
Ellers kommer vi selv til at leve efter Trotskijs »målet helliger midlet«, en tankegang, som har forpestet Rusland i mere end 100 år. Det ville jeg have sagt til ukrainske Sergei i New Orleans, men da var jeg allerede steget ud af taxaen.
