Mange danske børn elsker tegnefilmen om 'Thomas Tog'. Men har det levende tog i virkeligheden dårlig indflydelse på de mindste?

Tirsdag var det 70 år siden, at børn første gang kunne stifte bekendtskab med 'Thomas Tog'. Det sympatiske, levende tog, som mange små kan lide at følge på tv herhjemme.

Men det populære tog er løbet ind i hård kritik fra forældre, der mener, at tegnefilmen er et dårligt eksempel.

Det skriver britiske The Telegraph.

Læs også:

'Thomas Tog' er en britisk tegnefilm om det levende damplokomotiv Thomas, der sammen med vennerne Percy og Toby kæmper for at køre ordentligt, så de kan holde den strenge kontrolchef glad.

Serien er en international milliardforretning, da der sælges merchandise og dvd'er med det lyseblå tog på hele kloden.

Men i flere anmeldelser på den amerikanske organisation Common Sense Medias webside, leverer forældre en harmdirrende kritik af serien for at være negativ og et 'dårligt eksempel'. Organisationen hjælper forældre i USA med at få deres børn til at få et sundt forhold til medier.

Læs også:

»Thomas er en dårlig rollemodel,« siger en anmelder på siden og fortsætter:

»Serien indeholder en masse ulækker konkurrence mellem togene i tegnefilmen. Thomas og hans venner slækker på deres ansvar som tog for at konkurrere eller vise sig.«

En anden bruger mener, at 'Thomas Tog' er et eksempel i dårlig opførsel og nævner jalousi og 'godt gammeldags ondsindet' som flere tvivlsomme kendetegn ved tegnefilmen.

Det stopper dog ikke her. Brugere på et britisk forældre-forum, Mumsnet, anklager 'Thomas Tog' for at være kønsdiskriminerende. Her fremhæver brugeren wokeupwithasmile en episode, hvor et kvindeligt tog afspores, fordi det ikke har ordnet sit vasketøj i tide.

Læs også:

Psykolog maner til besindighed

'Thomas Tog' og hans venner bliver dog taget i forsvar af en britisk psykolog, Aric Sigman, der mener, at ingen er fuldkommen:

»Intet program kommer nogensinde til at være 100 procent politisk korrekt. Og hvis det sker, så er der ingen børn, der ville have lyst til at se på det,« siger Arec Sigman til The Telegraph.

Psykologen tilføjer:

»Børn har ikke lyst til at blive behandlet på en autoritær måde, men kan dog lide at få sat grænser. Serien hjælper dem til at slappe af, og det er vigtigt for et barns udvikling. 'Thomas Tog' viser en tryg verden, hvor der er venskab, retfærdighed, rutiner og struktur,« siger Arec Sigman til det britiske medie.