Ud over udgifter til at reparere hovedvej og flere bygninger, kan der være skjulte omkostninger efter skred
Genopbygningen af det område i Sverige, der er ramt af et større jordskred, kan komme til at koste milliarder af kroner.
Det vurderer Johan Nimmermark, som er specialist i risikohåndtering og cost-benefit-analyser ved konsulentfirmaet Sweco.
- Min vurdering er, at genopbygningsarbejdet og konsekvenserne af skreddet i Stenungsund kan koste mellem et antal hundrede millioner og op til nogle milliarder i betragtning af alle eventuelle følgeeffekter, siger han.
Natten til lørdag førte et stort jordskred til, at dele af hovedvej E6 brækkede i stykker og åbnede et flere hundred meter bredt hul.
Det skete ved byen Stenungsund lidt nord for Göteborg.
Fire biler og en bus kørte i hullet. Tre personer måtte på skadestuen.
Først betegnede svenske medier det som et jordfaldshul. Men ud på morgenen lørdag stod det klart, at der var tale om et jordskred. Det er opstået som følge af længere tids regn i området.
Skreddet har også ødelagt flere bygninger.
Det område, der er ramt af jordskreddet, er målt til 700 gange 200 meter.
Svenske myndigheder forventer, at E6 vil være lukket i flere måneder.
Ifølge Johan Nimmermark kan der opstå en række uforudsete udgifter, når genopbygningen går i gang.
- Åbenlyse omkostninger handler om bygninger, huse og veje, der er blevet beskadiget, siger han.
- Andre mindre åbenlyse omkostninger, som dog kan blive store i dette tilfælde, er omkostninger ved at omlægge trafikken og følgeeffekter for industrien.
Ud over prisen for at reparere den ødelagte hovedvej, kan der også ske en belastning af andre vejnet, når trafikken omlægges.
Desuden kan afbrudte leverancer og forsinkede transporter koste penge for virksomheder i området, nævner Nimmermark.
Anden infrastruktur som blandt andet højspændingsledninger kan også på et senere tidspunkt vise sig at være beskadiget som følge af jordskreddet.
/ritzau/TT