En meget sjælden rubinrød pjaltefisk, der vaskede død op på en strand i Vestaustralien og blev fundet af en tilfældig forbipasserende, er blevet doneret til et museum.

Den rubinrøde pjaltefisk (Phyllopteryx dewysea) blev fundet i marts på Ocean Beach af en indbygger i byen Denmark, lærerinden Annika Engstrom.

Hun går ofte ture på stranden, hvor hun samler brugt plastik op. Stor var hendes forbavselse, da hun i stedet fandt dybhavsdyret. Det skriver den australske tv-station ABC.

»Uheldigvis er der en masse affald på stranden. Så på min vej samler jeg plastik og affald op, når jeg finder det,« siger hun.

Sådan ser den ud, den rubinrøde pjaltefisk.
Sådan ser den ud, den rubinrøde pjaltefisk. Foto: Annika Engstrom
Vis mere

»Jeg så pludselig noget rødt på stranden, og jeg samlede det op. Livredderen, der havde vagt, opdagede mig, og hvad jeg havde samlet op. Og han vidste, hvad det var.«

Fru Engstrom siger, at hun var glad for, at hendes fund kan bruges til værdifuld research.

Den rubinrøde pjaltefisk blev opdaget for seks år siden i 2015. Den lever i farvandet ud for Australien.

Den blev først set i live et år senere af videnskabsfolk fra Scripps Institut for Oceanografi i USA og Western Australia Museum, som nu har fået det døde eksemplar.

Nerida Wilson fra museet var begejstret for fundet.

»Det er virkeligt at fantastisk fund. Jeg var begejstret for at modtage en mail fra Annika,« siger hun.

Hun skyndte sig at svare, for det er sjældent, at museet modtager et så velbevaret eksemplar.

»Specielt for dyr, der vasker op på stranden. De bliver ofte rusket rundt af bølgerne, og solen kan også beskadige dem. Men denne her er vasket op for nylig, og vi kan måske få noget dna ud af den.«