Stor mystik omkranser en amerikansk sikkerhedsvagts forsvinden i forbindelse med skyderierne ved Mandalay Bay-hotellet i Las Vegas, USA.

Vagten, Jesus Campos, er blevet hædret som en helt, efter han blev skudt i benet af den 64-årige gerningsmand. Han er en af de få, der kan holde rede på det rodede tidsforløb omkring massakren.

Men ingen har kunnet få fat på Campos siden sidste uge, hvor han angiveligt stak af, få minutter før han skulle have givet en stribe tv-interviews. Grunden var, at han havde en lægeaftale.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Nu viser det sig imidlertid, at MGM Resorts, der ejer og driver Mandalay Bay, kan have svaret på mysteriet. Talskvinde Debra DeShoung siger til nyhedsbureauet AP, at Campos 'ønsker at fortælle sin historie på et sted og et tidspunkt, som han bestemmer.'

»Han har bedt om, at alle respekterer hans ønske om privatliv,« siger hun uden at afsløre, hvor han befinder sig.

Lederen af fagforbundet Security, Police and Fire Professionals, der blandt andet organiserer sikkerhedspersonale, kan heller ikke bidrage med det store til opklaringen.

»Vi har ikke været i kontakt med ham. Men det er klart, at nogen ved, hvor han er,« siger David Hickey, der ikke har set Jesus Campos siden den dag, han skulle give tv-interview.

Offentligheden ved ikke meget om Campos, der ikke har efterladt sig de store digitale spor. Man formoder, at han opholdt sig i en suite på et hotel i Las Vegas efter sin forsvinden.

Ifølge en talsmand for politiet i Las Vegas, Larry Hadfield har myndighederne ikke mistet grebet om ham – ligesom man ingen grund har til at tro, at Jesus Campos er i fare.