Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

For første gang nogensinde har cheferne for de amerikanske og britiske sikkerhedstjenester, FBI og MI5, optrådt sammen – hvor de kom med en hidtil uset og klar advarsel mod »den største, langtrækkende trussel mod vores økonomi og nationale sikkerhed«.

Mod Kina.

Ifølge BBC var det i London, at FBI-direktør Christopher Wray og MI5-chef Ken McCallum kom med flere præcise eksempler på, hvordan der allerede i dag bruges store ressourcer på indsatsen.

»Det er slut med at flyve under radaren,« som det lød fra Christopher Wray.

FBI-direktør Christopher Wray.
FBI-direktør Christopher Wray. Foto: Bonnie Cash
Vis mere

Det blev fremlagt, at MI5 i de seneste tre år har fordoblet arbejdet mod kinesiske aktiviteter – og det vil blive fordoblet igen.

Videre lød det, at den britiske sikkerhedstjeneste i dag har syv gange så mange efterforskninger rettet mod Kinas Kommunistiske Parti i forhold til antallet i 2018.

Ken McCallum kaldte lige præcis de udfordringer for en »gamechanger«. Christopher Wray kaldte dem »enorme« og »forbløffende«.

Det lød videre fra ham, at hvis det kinesiske styre skulle beslutte sig for at gøre mange års frygt til virkelighed og indtage den selvstændige ø Taiwan med militær kraft, vil det »repræsentere en af de mest skræmmende forstyrrelser for verdensøkonomien, som vi nogensinde har set«.

Der bliver ført omfattende arbejde rettet mod Kinas Kommunistiske Parti, her ses den kinesiske præsident Xi Jinping.
Der bliver ført omfattende arbejde rettet mod Kinas Kommunistiske Parti, her ses den kinesiske præsident Xi Jinping. Foto: SELIM CHTAYTI
Vis mere

Også større end den, vi ser lige nu som følge af krigen i Ukraine.

Samtidig lød det også, at Kina allerede skulle være i gang med at forberede sig på at kunne modstå lignende sanktioner, som Vesten har rettet mod Rusland. I sådan en situation vil de enorme investeringer, som vestlige selskaber har foretaget i Kina, blive taget som »gidsler«, lød det.

»Og jeg har ingen grund til at tro, at deres interesse i Taiwan på nogen måde skulle være aftaget,« som Christopher Wray udtrykte det.

FBI-direktøren sagde også direkte henvendt til publikummet, der bestod af højtstående chefer fra erhvervs- og forskningslivet – at den kinesiske regering var ude på at stjæle deres teknologi.

»Det repræsenterer en mere seriøs trussel mod Vestens erhvervsliv, end selv de mest velinformerede forretningsfolk overhovedet har en anelse om,« sagde Christopher Wray.

Sikkerhedstjenesterne fremlagde også, hvordan Kina har forsøgt at påvirke kongresvalg i USA for at forhindre en Kina-kritisk politiker i at blive valgt.

Det blev videre fremlagt, hvordan Kina bruger cyberspace til at »snyde og stjæle i omfattende grad« med så voldsom en hackingstyrke, at det overstiger alle andre større lande tilsammen.

Men der bliver ifølge sikkerhedstjenesterner også udført decideret fysisk tyveri af Kina.

FBI-chefen fortalte således også, hvordan kinesiske selskaber har gravet genetisk modificerede frø op fra den amerikanske undergrund, som ville have kostet Kina milliarder af dollar og årtiers tidsforbrug, hvis de selv skulle have udviklet dem.

Andre læser også