Er du blevet ramt af virus på din Android-mobil? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Det internationale IT-sikkerhedsfirma Kaspersky advarer nu mod, at der florerer en historisk ondsindet virus på Android-mobiler lige nu.

Virussen eller 'malwaren' hedder 'Skygofree', og den bliver beskrevet som den ondeste virus nogensinde.

Skygofree hærger på Android-telefoner, og kan primært aflytte og optage lyden på folks telefoner.

Med Skygofree kan de cyberkriminelle:

  • Aflytte dine samtaler
  • Tage billeder og videoer
  • Få adgang til opkaldsoptegnelser, SMS’er, GPS og andre informationer i enhedens hukommelse

Kaspersky skriver, at beskeder, opkaldslister, kalenderoplysninger, gps-lokationer og meget mere har været frit tilgængeligt for hackerne.

»Avanceret malware til mobile enheder er meget svære at identificere og blokere, hvilket opfinderne bag Skygofree har brugt til deres fordel. De har udviklet – og opdaterer løbende – en spyware, der kan overvåge et offer i et enormt omfang, uden at det vækker mistanke. Ud fra de unikke funktioner, vi har opdaget i koden, og en analyse af malwarens infrastruktur, er vi overbeviste om, at den er udviklet af en italiensk it-virksomhed, der tilbyder overvågningsløsninger – meget lig HackingTeam,« siger Alexey Firsh, malware-analytiker hos Targeted Attacks Research fra Kaspersky Lab.

Virussen har eksisteret siden 2014, mener Kaspersky.

Man får virussen ind på sin telefon gennem en besked eller mail, der lader til at være fra ens eget teleselskab.

Svarer man på den, giver man virussen lov til at inficere telefonen.