»De har været meget, meget grundige.«

Sådan siger Martin Ingesen, sikkerhedsanalytiker og daglig leder i IT-selskabet Kovert til det norske dagblad VG.

Udtalelsen kommer i kølvandet på, at politiet fredag i denne uge var ude med nye oplysninger i sagen om den norske milliardærfrue, Anne-Elisabeth Hagen, der for fire et halvt år siden forsvandt sporløst fra sit hjem.

Hendes mand, Tom Hagen er sigtet i sagen, mistænkt for at have planlagt kidnapningen – og eventuelt også drabet – på sin 69-årige hustru.

Han nægter sig skyldig.

Det var oplysninger omkring det trusselsbrev, som blev efterladt i milliardærfruens hjem tilbage i 2018, som politiet fredag gik ud med i offentligheden.

Mere nøjagtigt kunne politiet fortælle, hvilken type PC man havde brugt til at skrive brevet på, hvilken type skærmkort PC’en havde, og hvilken type printer, som sandsynligvis var blevet brugt.

Der er tale om en Windows 8 PC med integreret skærmkort, Intel HD Graphics 630.

»På udskriften og i printeren efterlades små, næsten usynlige gule prikker – umulige at se med det blotte øje – som kan afkodes af myndighederne. Det ved de fleste ikke, men for os, der arbejder med computersikkerhed, er denne sporingsmulighed velkendt,« siger Carl Bretteville, der har arbejdet med data- og IT-sikkerhed siden 1980erne.

Informationerne er dog stadig ikke noget, der har ført politiet nærmere en gerningsmand, da sporene ifølge eksperterne, som VG har talt med, er for generelle til at kunne konkludere noget.

Derfor skal sporene fra computeren ses i sammenhæng med, hvad politiet ellers har fundet.

Hvis de for eksempel har information om en mistænkt, der kan kobles sammen med fundene om IT-udstyret, kan det måske styrke en mistanke eller teori.

En tidligere efterforskningsleder, Jørn Lier Horst, som VG har talt med, siger dog til mediet, at det kan blive svært at anskaffe sig nye vidneoplysninger på baggrund af oplysningerne om computeren.

»Men det sender et signal om, at politiet er i stand til at efterforske og løse denne type kriminalitet,« siger Jørn Lier Horst til VG.

Han mener desuden, at politiet nærmer sig et sted i efterforskningen, hvor der ikke længere er så meget at komme efter.

Der kan desuden være en risiko ved at gå ud med oplysninger om PC’en og printeren, da det kan give gerningsmanden mulighed for at skaffe sig af med udstyret, lyder vurderingen.