Et mystisk lig-fund i en skov lidt uden for Oslo mandag nat sætter norsk politi på den anden ende.

Det er endnu hverken af- eller bekræftet, om liget er den forsvundne 16-årige Sigrid Giskegjerde Schjetne, der har været savnet i over en måned.

Alligevel har norsk politi valgt at aflyse et planlagt pressemøde i sagen, indtil liget er blevet obduceret og identificeret. Og det er også Sigrid-efterforskerne, der nu har overtaget sagen om den mystiske døde person i skoven.

Det skriver den norske avis VG.





16-årige Sigrid har været forsvundet i mere end en måned. Hun kom ikke hjem efter et besøg hos en veninde. Politiet har indtil videre sigtet en mand i sagen, men han nægter sig skyldig.

Norsk politi havde egentlig planlagt et pressemøde i sagen klokken ni tirsdag morgen, men i stedet har man nu valgt at udsende en pressemeddelelse, hvor man melder, at man ikke ønsker at svare på spørgsmål i sagen lige nu.

En talsmand fra politiet understreger dog over for avisen, at det er for tidligt at sige, om det er den forsvundne pige, politiet har fundet i skoven.

Lige nu står det dog klart, at politiet betragter dødsfaldet som mistænkeligt, og man er derfor også allerede i gang med at tjekke overvågningsbilleder fra en tankstation nogle hundrede meter fra det sted, hvor liget blev fundet.

Et af stationens videokameraer peger ud mod parkeringspladsen og vejen, som går forbi den sti, hvor politiet kriminalteknikere arbejdede mandag nat og tirsdag morgen.

Politiet har afspærret et stort område i skoven, og den afspærring blev udvidet omkring klokken 8.30 tirsdag morgen.

Rune Isaksen fra det lokale politi bekræfter overfor VG, at efterforskerne i Sigrid-sagen er orienterede om fundet:

- Vi har haft en dialog mod Oslo-politiet og holdt dem orienteret. Det er helt naturligt i forbindelse med, at det har ansvar for Sigrid-sagen, siger han..

For en lille måned tid siden blev der fundet en død kvinde i det samme område. Dengang frygtede mange også, at det var den 16-årige pige, der var blevet fundet dræbt. Det viste sig senere ikke at være tilfældet, og der var intet kriminelt ved den pågældende kvindes død.

Mystikken om nattens lig-fund skærpes af, at der ikke umiddelbart er andre savnede personer i området. 

Ifølge VG er Sigrids forældre orienterede om det seneste lig-fund.