Riksdagen i Sverige har onsdag vedtaget en lov, der indebærer, at det er forbudt at have sex med en person, som ikke på forhånd udtrykkeligt har sagt ja, eller aktivt har vist lyst til at deltage, skriver mediet SVT.

En person kan fremover dømmes for voldtægt, uden at der er anvendt vold og trusler, eller at modpartens udsatte situation er udnyttet.

Loven har fået kritik fra Lovrådet, som er en svensk myndighed med dommere, som nærstuderer nogle lovforslag, inden de kommer i Riksdagen.

Lovrådet har ifølge SVT sagt, at loven var for uklar.

Derfor har regeringen i et tillæg til loven forsøgt at uddybe, hvordan domstolene skal håndtere visse sager.

- Ved bedømmelsen af en deltagers frivillighed eller ej skal der tages højde for, om frivilligheden er kommet til udtryk gennem ord, handling eller på anden vis, hedder det i loven.

Lovforslaget kom på banen sidste år i forlængelse af den globale MeToo-bevægelse, hvor krænkede personer stod frem med oplevelser af overgreb.

- Sex skal være frivilligt, og er det ikke frivilligt, så er det ulovligt, sagde den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, da regeringen fremsatte forslaget i 2017.

Sverige havde i forvejen en lovgivning, hvor gerningsmænd kunne dømmes i de fleste situationer, hvor samtykke mangler.

/ritzau/