Da en amerikansk mor delte en video af sin yngste søn, der bliver kastet ned i en svømmebassin, havde hun ikke regnet med, at det ville føre til dødstrusler.

Men det korte videoklip på godt ti sekunder er endt med at blive set mere end 55 millioner gange - og flere har langet kraftigt ud efter både drengens mor og hans svømmetræner på grund af indholdet.

Det skriver det amerikanske medie Buzzfeed.

Det er den amerikanske kvinde Krysta Meyer, der er mor til to, som for fem dage siden delte en video på TikTok af hendes otte måneder gamle søn, Oliver, der bliver kastet ud i et svømmebassin under en undervisningstime i 'svømmeoverlevelse' hos Little Fins Swim School i Colorado Springs.

Det var den 27-årige mor, der filmede videoen, mens svømmeinstruktøren holdt Oliver og kastede ham i vandet.

'Oliver overrasker mig hver uge. Jeg kan ikke tro, at han blot er to måneder inde (i sin undervisning, red.) og lærer det så hurtigt. Han er en lille fisk,' skrev hun til videoen.

Kort efter begyndte kommentarerne at strømme ind. Mere end 125.000 har kommenteret videoen, og mens nogen roser drengen for at klare sig så godt, raser flere andre over behandlingen af ham.

I videoen kan man se, hvordan svømmeinstruktøren smider den lille dreng i vandet, før hun selv hopper ned i svømmebassinet til ham. Kort tid efter kommer drengen op til overfladen, hvor han bliver instrueret i at flyde og holde sig oven vande.

Mange mener dog, at den lille dreng ser ud til at lide og kæmpe i vandet - og flere kritiserer, at man på den måde kaster et lille barn i vandet.

'Han svømmer ikke, han kæmper for sit liv', skriver en bruger blandt andet.

Siden har Krysta Meyer - hvis ældste søn på tre år også har modtaget samme undervisning - blandt andet modtaget dødstrusler, fortæller hun til Buzzfeed.

»En masse folk ser et barn blive smidt i vandet og tænker: 'Det kan ikke være godt. Det skal du ikke gøre'. Jeg har modtaget dødstrusler. Jeg har oplevet, at folk har sagt, at jeg er den værste slags mor, at jeg udsætter mit barn for fare, at jeg traumatiserer mine børn,« fortæller hun.

Til Buzzfeed forklarer både Krysta og medejeren af Little Fins Swim School, Lauri Armstrong, at man godt er klar over, at det kan se skørt ud at gøre det på den måde.

Men ifølge Lauri Armstrong, er det ikke farligt. Tværtimod gør man det ifølge hende på den specielle måde for netop at lære børn, hvordan de skal begå sig, hvis uheldet er ude, og de for eksempel falder i en pool eller i havet.

Derfor underviser man dem i 'baby-svømmeoverlevelse', så de blandt andet ved, hvordan de skal komme op til overfladen, vende sig, så de kan trække vejret, og holde sig flydende.

»Hele præmissen for det, vi gør, er sikkerhed,« siger hun og forklarer, at målet ikke er at lære de helt små børn ned til seks måneder, hvordan man svømmer.

I stedet er målet, at de bliver trygge i vandet.

Flere svømme- og børnegrupper tager dog afstand fra metoden, som man mener er for voldsom og potentielt skadelig.