Knap 40 år efter hans første overgreb har det australske politi identificeret en serievoldtægtsmand, der terroriserede Sydney i løbet af tre årtier.

Mellem 1985 til 2011 forgreb Keith Simms sig på 31 kvinder, skriver BBC.

Oprindeligt troede efterforskerne, at flere forskellige mænd stod bag de seksuelle overgreb, men ved hjælp af ny dna-teknologi har man nu kunnet knytte dem alle til Simms.

Kvinderne – der var mellem 14 og 55 år – gav alle lignende beskrivelser af deres overfaldsmand. Han var 160 til 180 cm høj, havde en mørk teint, brune øjne og en bred næse.

Derudover holdt han sit ansigt tildækket og bar afslappet tøj, som træningstøj, hættetrøjer eller fodboldshorts. Han truede enten sine ofre med en kniv eller fik dem til at tro, at han havde en på sig.

I 2019 fik efterforskerne det første gennembrud, da de fandt et familiært dna-match i politiets database, hvilket indsnævrede antallet af mistænkte til 324 personer.

I september blev der i en dna-prøve fra Keith Simms fundet et match, der passede perfekt med det, der blev taget fra ofrene.

Keith Simms, der har fået tilnavnene 'The Bondi Beast' og 'The Tracksuit Rapist' døde i februar, 66 år gammel.

Ifølge efterforskeren, der måtte viderebringe politiets opdagelse til hans familie, havde de »ingen mistanke« til deres ægtemand, far og bedstefar.

»Vi mødtes med hans kone, og hun var helt chokeret. Hun kunne ikke tro, at den mand, hun kendte, kunne have gjort disse ting,« fortæller kriminalbetjent Shelley Johns til The Daily Telegraph.