En kaptajn fra Cyperns hær er mandag idømt syv gange fængsel på livstid for at have dræbt fem indvandrerkvinder og to børn.

Den 35-årige seriemorder, Nicos Metaxas, har tilstået drabene.

Mandag brød han sammen i retten, da anklagerne mod ham blev læst op.

»Jeg har begået forfærdelige forbrydelser,« sagde han og kondolerede over for ofrenes familier.

Metaxas kom i kontakt med flere af sine ofre på nettet. Drabene fandt sted i en periode på to og et halvt år.

Politiet kom på sporet af ham, da liget af en 38-årig filippinsk kvinde blev fundet i en oversvømmet mineskakt.

Politiet opdagede via chatfora på nettet, at den 35-årige havde skrevet sammen med kvinden i over et halvt år.

Senere fandt man også liget af hendes seksårige datter. Desuden fandt politiet liget af en 28-årig filippinsk kvinde samme sted.

I september 2016 forsvandt en 36-årig rumænsk kvinde med sin otteårige datter. Deres lig blev fundet i en kuffert på bunden af en giftig sø ved en anden mine.

Noget tid efter fandt politiet liget af en nepalesisk kvinde i en brønd.

Ofrene var for de flestes vedkommende ansat som husholdersker.

Seriemordene har rystet den lille middelhavsnation. Det er det største antal ofre i en mordsag, som landet har oplevet i fredstid.

Alvorlige forbrydelser som denne er meget sjældne i Cypern. Nicos Metaxas bliver regnet som Cyperns første seriemorder.

Sagen har ført til justitsministeren afgang og fyring af landets politichef. Politiet har fået massiv kritik for ikke at have taget anmeldelser om forsvundne kvinder alvorligt.

Den syvdobbelte livstidsdom er den hårdeste straf, der nogensinde er afsagt i Cyperns retssystem.

/ritzau/Reuters