»Putin har ventet længe på dette.«

Sådan lyder det fra seniorforskeren Hans Jørgen Gåsemyr, når det kommer til det, der mandag finder sted i den russiske hovedstad, Moskva.

Der lægger den kinesiske præsident, Xi Jinping, nemlig vejen forbi til et tre dage langt besøg.

Til norske Dagbladet fortæller Gåsemyr, der er seniorforsker ved Norsk Utenrikspolitisk Institutt (NUPI), at besøget har stor betydning for begge lande.

Her ses et arkivfoto af Vladimir Putin sammen med den kinesiske præsident, Xi Jinping. Billedet er fra 2015.
Her ses et arkivfoto af Vladimir Putin sammen med den kinesiske præsident, Xi Jinping. Billedet er fra 2015. Foto: VASILY MAXIMOV
Vis mere

Men særligt for Rusland med præsident Vladimir Putin i spidsen:

»Rusland har ønsket en stadig stærkere markering af forholdet mellem de to lande, og nu reagerer Kina ved at sende sin allerøverste leder. For at markere, at forholdet mellem Rusland og Kina er solidt og stabilt,« siger han til Dagbladet og tilføjer:

»Symbolikken bag dette besøg bliver meget vigtig for begge parter, men langt vigtigst for Rusland. Rusland vil forsøge at spinne dette som bevis på, at Kina er deres tilhænger, og vil forsøge at få det til at se ud, som om dette forhold er endnu tættere, end det faktisk er. Det har vi allerede set flere eksempler på.«

Xi Jinpings tur til Moskva følger i kølvandet på, at landet gerne vil positionere sig som en fredsmægler i krigen i Ukraine.

Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, den 15. marts i Moskva.
Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, den 15. marts i Moskva. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Den kinesiske regering har selv betegnet det tre dage lange besøg i Rusland som et 'besøg for fred', og man har opfordret både Rusland og Ukraine til at indlede forhandlinger om fred.

Men ikke alle er lige glade for indblandingen fra Kina, som er Ruslands vigtigste allierede.

Flere vestlige ledere har flere gange kritiseret Kina for ikke at fordømme russernes invasion af nabolandet, og flere har rettet en kritik mod Kina for at udgøre en form for diplomatisk skjold, som Rusland kan fortsætte sin fremfærd bag.

Til Ritzau fortalte Flemming Splidsboel, som er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), i sidste uge, at Xi Jinpings besøg hos Vladimir Putin kan være et udtryk for, at Kina har en interesse i at være med til at lede en kommende ny verdensorden.

»I det større billede er det et spørgsmål om at ændre spillereglerne i verden. Vi taler meget om verdensordenen, og hvordan vi er ved at skifte fra en orden til en anden,« sagde han.

Når Xi Jinping selv tager til Moskva, vurderer Splidsboel, at det skyldes, at Kina forventer, at deres forslag til en fredsplan mellem Rusland og Ukraine bliver en succes:

»Jeg tror, det er, fordi Kina føler, at de nu har tyngden til det. De er engageret så mange steder, og de har fået så stor international tyngde, at de kan kaste sig ind i det her, og det faktisk har noget at bringe med,« forklarede han til Ritzau.

Efter planen skal Xi og Putin mødes på tomandshånd mandag, inden de går over til forhandlinger tirsdag.