Blot halvanden time før tragedien skete, sendte den amerikanske basketball-legende Kobe Bryant en besked, der skulle vise sig at blive en af hans sidste.

Klokken 8.29 søndag morgen sendte han en besked til sin tidligere holdkammerat Shaquille O'Neals søn.

»Har du det godt?« spurgte han i beskeden.

Efterfølgende har Shaquille O'Neals søn – Shareef O’Neal, der også spiller basketball – delt et billede af beskeden.

ARKIVFOTO af Kobe Bryant.
ARKIVFOTO af Kobe Bryant. Foto: LARRY W. SMITH
Vis mere

For ikke nok med, at han er knust over, at han har mistet en person, han har kendt hele sit liv, og som han kaldte for 'onkel', så sidder han også tilbage med en sorg over, at han aldrig nåede at besvare beskeden, mens Kobe Bryant endnu var i live.

For omkring klokken 10 skete tragedien. Den helikopter, som basketball-legenden sad i sammen med en af sine døtre og syv andre, styrtede ned over Calabasas i Californien. Ingen af dem overlevede.

Først klokken 10.58 fik den 20-årige Shareef O’Neal svaret på beskeden – og på det tidspunkt var han endnu uvidende om, hvad der var sket.

»Ja. Jeg forsøger bare at arbejde på at finde ud af, hvad der skal være mit næste skridt. Hvordan har du det?« svarede han.

På sin Instagram-profil har Shareef O'Neal siden delt et billede af beskedudvekslingen mellem de to.

'Jeg ville ønske, at jeg ikke havde sovet længe, så jeg kunne have snakket med dig. Jeg kan slet ikke tænke sammenhængende lige nu,' skriver han til billedet.

'Jeg er glad for, at vi lærte hinanden at kende over årene. Ikke blot var du en god onkel, du var en træner og en mentor for mig også. Jeg elsker dig. Tak for alt, du har gjort for denne by, for basketball og for mig. Jeg vil ikke skuffe dig. Du stolede altid på mig og løftede mig op,' tilføjer han.

Sheriffen i LA County, Alex Villanueva, fortalte søndag aften dansk tid på et pressemøde, at ni personer menes at have mistet livet i helikopterstyrtet, idet det fremgår af helikopterens log, at der var ni om bord.

Foto: GENE BLEVINS
Vis mere

»Der var ingen overlevende. Der var ni mennesker om bord, piloten plus otte andre personer,« sagde han.

Efterfølgende er det kommet frem, at basketball-legenden Kobe Bryant og en af hans døtre, Gianna på 13 år, var blandt de omkomne.

41-årige Kobe Bryant efterlader sig konen Vanessa samt tre døtre.

Det vides endnu ikke, hvad der var årsag til helikopterstyrtet.