Et panel i den brasilianske kongres vil tiltale præsident Jair Bolsonaro for massedrab i kølvandet på coronapandemien.

Det skriver avisen The New York Times. Avisen har fået adgang til et uddrag af en undersøgelse, som panelet ventes at offentliggøre onsdag.

Panelet på i alt 11 senatorer – herunder syv i opposition til Bolsonaro – har haft til opgave at undersøge Brasiliens håndtering af pandemien.

De konkluderer, at præsidenten bevidst lod coronavirus hærge i landet og dermed dræbte hundredtusindvis af mennesker.

Det skete ifølge panelet i Bolsonaros mislykkede forsøg på at skabe flokimmunitet.

Panelet mener, at der bør rejses tiltale mod yderligere 69 personer. Blandt dem er tre af Bolsonaros sønner og mange nuværende såvel som tidligere embedsmænd.

Det er usikkert, hvorvidt panelets undersøgelse vil føre til en reel tiltale af Bolsonaro, skriver The New York Times.

Undersøgelsen afspejler dog den vrede og splittelse mod landets leder, som har nægtet at tage pandemien alvorligt. Blandt andet har præsidenten kaldt coronavirus for »en lille influenza«. Han har også nægtet at bære mundbind.

De alvorlige anklager mod præsidenten fremgår af en rapport på næsten 1.200 sider. I rapporten får Bolsonaros strategi skylden for mere end 300.000 brasilianernes død.

Det er halvdelen af landets coronarelaterede dødsfald siden pandemiens begyndelse.

I rapporten bliver brasilianske myndigheder opfordret til at fængsle præsidenten.

/ritzau/