En senator i Texas har drøftet muligheden for at rive skolen ned, hvor skolemassakren fandt sted. Joe Biden vil efter sigende hjælpe.

Årtiets mest dødelige skoleskyderi udspillede sig på Robb Elementary School i byen Uvalde i Texas.

Onsdag 25. maj døde 19 børn og to voksne i massakren. Og nu skal skolen rives ned, hvis det står til statssenator Roland Gutierrez. Det skriver Washington Examiner.

Statssenator Roland Gutierrez, hvis distrikt omfatter Uvalde, afslørede detaljer om sin samtale med USA's præsident Joe Biden, der netop handlede om at rive skolen ned.

»Vi vil se på, om vi kan rive skolen ned og bygge en ny,« udtalte Roland Gutierrez til det lokale medie KSAT 12.

Bagefter citerede han Joe Biden for at sige, at han ville 'bringe ressourcer', så det kunne lade sig gøre.

Joe Biden skulle efter sigende også have sagt til Roland Gutierre, at han ville hjælpe med at levere psykiatrere og terapeuter til byen, som kan hjælpe med at bearbejde traumet.

Roland Gutierrez forklarede, at mange børn og unge ikke havde lyst til at vende tilbage til skolen, hvor skyderiet fandt sted.

Mediet har kontaktet Det Hvide Hus for at høre, om de har planer om at hjælpe til med en nedrivning. Men de har ikke reageret på henvendelsen.