Processen, der skal gøre Brett Kavanaugh til højesteretsdommer i USA, begynder i starten af september.

Washington. Senatets retsudvalg i USA vil 4. september tage hul på den proces, der til sidst skal afgøre, om Brett Kavanaugh bliver dommer ved USA's højesteret.

Det oplyser udvalgets formand, den republikanske senator Chuck Grassley, ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Han fortæller ifølge nyhedsbureauet Reuters, at høringerne vil vare i fire dage.

Den første dag kan retsudvalgets 21 medlemmer komme med deres bemærkninger. De næste to eller tre dage kan medlemmerne stille spørgsmål til Brett Kavanaugh.

Desuden skal flere, som kender Kavanaugh, aflægge vidnesbyrd om ham.

Efter udvalgsarbejdet skal Kavanaugh godkendes af et flertal i Senatet.

Her har Republikanerne kun et snævert flertal. Dermed kan de moderate republikaneres stemme blive afgørende under en kommende afstemning.

Præsident Donald Trumps nominering af Kavanaugh kom 10. juli, efter at den 81-årige højesteretsdommer Anthony Kennedy i juni meddelte, at han vil træde tilbage og gå på pension i oktober efter 30 år i embedet.

Kennedy var kendt som en svingstemme i USA's ypperste domstol.

Godkendes Kavanaugh, sikrer han et konservativt flertal i den magtfulde højesteret, der i øjeblikket består af fire konservative dommere og fire demokrater.

Brett Kavanaugh er uddannet jurist og har de seneste 11 år arbejdet som dommer ved USA's ankedomstol, der er landets næsthøjeste retsinstans.

Han spillede en central rolle i arbejdet med Starr-rapporten, der blev publiceret i 2002. Rapporten hævdede, at der fandtes nok beviser til at stille den daværende præsident, Bill Clinton, for en dommer i forbindelse med affæren med Monica Lewinsky.

Fra 2003 til 2006 arbejdede Kavanaugh som stabssekretær under den daværende præsident, George W. Bush.

Brett Kavanaugh har tidligere kritiseret Obamacare og abortlovene i USA, men han har aldrig taget direkte afstand til kvinders ret til fri abort.

Og især spørgsmålet, om hvor Kavanaugh stiller sig i abortdebatten, kan få afgørende betydning for, hvorvidt især to republikanske senatorer vælger at sige god for ham.

Flere politiske analytikere vurderer, at republikanske Susan Collins og Lisa Murkowski, der støtter kvinders ret til fri abort, kan stille sig på bagbenene.

Men også John McCain, der er kræftsyg, kan spille en afgørende rolle i afstemningen. Hvis McCain ikke kan møde op, når Senatet skal behandle nomineringen, mangler Republikanerne det nødvendige flertal med 49 ud af 100 stemmer

/ritzau/