Vicepræsident Kamala Harris havde den afgørende stemme, da økonomisk pakke blev stemt igennem i Senatet i USA.

Efter lang tids hårde forhandlinger sikrede USA's præsident, Joe Biden, sig søndag aften dansk tid en stor politisk sejr.

Det lykkedes ham således at få en omfattende økonomisk plan stemt igennem i Senatet - det ene af Kongressens to kamre.

Lovforslaget menes at have en værdi af cirka 430 milliarder dollar. Det svarer til over 3100 milliarder kroner. Den ambitiøse pakke skal blandt andet være med til at bekæmpe klimaforandringer og sænke medicinpriser.

Det har været en lang og sej kamp for Biden at få planen stemt igennem. Og det lykkedes da også kun med den mindst mulige margin.

50 af Senatets 100 senatorer stemte således for, mens de andre 50 stemte imod. Dermed lå den afgørende stemme hos Bidens demokratiske vicepræsident, Kamala Harris, der som ventet stemte for.

Afstemningen fandt sted efter en maratondebat. Den kom i kølvandet på cirka halvandet års forhandlinger.

- Jeg stillede op til præsidentvalget og lovede at få regeringen til at arbejde for lønmodtagerfamilier, og det er, hvad dette lovforslag gør, siger præsident Joe Biden i en erklæring.

Han erkender, at ikke alle er tilfredse med det endelige resultat.

- Det krævede mange kompromisser. Det gør det næsten altid, når der skal tages vigtige beslutninger, tilføjer Biden.

Næste skridt for lovforslaget er en afstemning i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus. Her har Demokraterne størstedelen af de 435 pladser, og dermed ventes lovforslaget også her at blive stemt igennem.

Afstemningen i Repræsentanternes Hus finder formentlig sted fredag.

Senatets ja søndag bliver af amerikanske medier betegnet som værende vigtigt for præsident Biden. Særligt fordi der i efteråret er midtvejsvalg.

Også hos Dansk Industri bruges der store ord om Bidens plan.

- Biden er snublende tæt på den største investering i klima i USA's historie. Det er et uvurderligt signal for de danske virksomheder med store grønne interesser i USA, siger Louis Funder, der er Dansk Industris USA-chef.

- Selv om aftalen er mindre end det brød, der blev slået op for over et år siden, så skal man ikke underkende signalet i, at det føderale USA bliver en endnu stærkere "driver" for grønne investeringer i USA, siger han.

/ritzau/Reuters