Ruslands præsident, Vladimir Putin, er direkte skyld i, at Finland nu er blevet medlem af forsvarsalliancen NATO.

Og det kan man nemt kalde et selvmål, siger Mikkel Olesen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på NATO.

»Da Putin invaderede Ukraine, begrundede han det blandt andet med, at han var utilfreds med NATOs udvidelse i de senere år,« siger Olesen.

Men med Finlands nyerhvervede medlemskab af NATO er Europas grænse mod Rusland med et fingerknips blevet mere end fordoblet – og det er Putins fortjeneste.

»Hans invasion var et massivt wake up call for finnerne. Lige inden invasionen gik bare 28 procent af finnerne ind for et NATO-medlemskab. I maj, efter invasionen, steg det tal til 76 procent,« siger forskeren og understreger:

»Putin har drevet Finland lige ind i NATO.«

Men Finlands NATO-medlemskab er bare endnu en dårlig hændelse for Putin, der kommer som direkte konsekvens af invasionen.

»Det står efterhånden klart, at Putin formentlig ender med at komme ud af den her krig væsentligt dårligere, end han kom ind,« siger Olesen.

»Rusland har efter alt at dømme lidt massive tab både med hensyn til mandskab og materiel i selve krigen. Og listen af økonomiske sanktioner mod Putin er efterhånden lang og af stor betydning for Ruslands økonomi, mens forholdet til Vesten generelt er ødelagt over en bred kam.«

Selv har seniorforskeren relativt store forventninger til det nye medlemsland, som grænser direkte op til Rusland.

»Finnerne er gode til at holde øje med russisk aktivitet omkring landenes fælles grænse, og de kan formentlig bidrage med vigtig information til NATO. Og så har de en stor mobiliseringshær,« siger han.

»De kan ret hurtigt mobilisere 280.000 mand, hvilket ikke er ubetydeligt.«