Da et passagerfly søndag styrtede ned i Nepal med 72 mennesker ombord, blev de sidste sekunder sendt på en Facebook live video inde fra selve kabinen.

Under indflyvningen til Pokhara begyndte fire indiske venner at filme hinanden inde i det Yeti Airlines, som forulykkede. Det skriver The Guardian.

Vishal Koswal, der er venner til de fire, har overfor mediet bekræftet ægtheden af videoen. Han skulle selv have været med på turen men måtte blive hjemme, da der var et dødsfald i familien. Men undervejs på rejsen, havde han haft en del videoopkald fra vennerne, der var ombord på flyet.

Det sidste blev skæbnesvangert.

De afdøde fra flystyret i Pokhara bliver mindet.
De afdøde fra flystyret i Pokhara bliver mindet. Foto: NAVESH CHITRAKAR
Vis mere

På videoen kan man høre de fire venner grine højt. Alt virker roligt i flyet, hvor der ikke er tegn på nogle advarsler fra hverken kaptajnen eller stewardesserne. Det virker altså ikke som om, at passagererne havde nogen anelse om, at der var fare på færde.

»Min kammerat Sohu viste os bjergene, og han var meget spændt. Han fortalte mig, at de ville besøge nogle templer efter landingen i Pokhara, og så ville de tage et tog hjem om aftenen.«

Men pludselig lyder et kæmpe brag.

Lyden af flyet der hamrer mod jorden fanges på videoen, hvor billedet til sidst bare bliver fyldt med flammer.

»Jeg kan ikke se den video igen, det er meget hårdt og smertefuldt. Det er som et mareridt,« siger Vishal Koswal, der beskriver de fire afdøde venner som 'brødre.'

De var i alderen 23 til 29 år.

En talsmand fra det lokale politi fortæller til The Guardian, at man mandag har fragtet i alt 63 lig til hospitalet. Den voldsomme brand gjorde det dog i lang tid meget svært for redningsfolkene at komme i nærheden af flyet.