Mindst seks personer er druknet, efter at en turfærge forulykkede ud for det turistede område Pattaya i Thailand.

På den kun ti kilometer lange færgetur mellem øen Koh Larn og Pattaya mistede seks personer livet, da færgen sank halvvejs på ruten. 22 personer er stadig savnet. Passagererne ombord på båden havde været på tur på øen Koh Larn.

Det er endnu uvist, om der var nogen danskere ombord.

- Vi undersøger sagen og er i kontakt med ambassaden i Bangkok. Ifølge de foreløbige oplysninger er der ikke danskere blandt de tilskadekomne, men vi undersøger fortsat sagen, siger vagthavende hos Udenrigsministeriets Borgerservice til bt.dk.

Blandt de druknede var tre thailændere, to russere og en kineser, oplyser Nyhedsbureauet AP.

Svensk turist: Total panik

Svensk politi fik kl.11.30 dansk tid meldingen om den forulykkede færge. På det tidspunkt var klokken 17.30 i Thailand. Den svenske avis Aftonbladet skriver, at der var flere svenskere om bord, heriblandt den 78-årige Aune Eriksson:

- Færgen begyndte at svinge voldsomt fra den ene til den anden side. Folk skreg, og passagerer faldt i havet på grund af de voldsomme rystelser, siger Aune Erikkson ifølge den svenske avis.

Hun beskriver, hvordan folk gik i panik, og over hundrede mennesker kæmpede for deres liv i bølgerne. Blandt andre Aunes søster, Eila Rynynen, der forsvandt i vandet.

- Jeg er ikke religiøs, men jeg bad til gud om, at hun skulle komme tilbage.

To timer senere blev de genforenet på molen Bali Hai Pier i Pattaya.