Den tyske regering vil som udgangspunkt begrænse EU-borgeres jobsøgning i landet til seks måneder med en pakke, der skal bekæmpe misbrug af den frie bevægelighed. Eksperter advarer mod symbolpolitik.
TYSKLAND: Den tyske regering er på vej med nye regler, der ifølge regeringen skal bekæmpe andre EU-borgeres misbrug af Tysklands sociale ydelser. Det skriver Berlingske.
Ét af punkterne er en begrænsning af, hvor længe arbejdssøgende danskere, italienere, rumænere og andre EU-borgere kan opholde sig i Tyskland på jagt efter et job. Det skriver tyske medier, der har set regeringens foreløbige plan. Den, der ikke har fundet et arbejde efter seks måneder, skal som udgangspunkt rejse ud igen, skriver for eksempel avisen Frankfurter Allgemeine.
Hvordan den tyske praksis nærmere skrues sammen vides endnu ikke. EU-retten sikrer EU-borgere ret til at søge arbejde uhindret i et andet andet land i tre måneder uden ret til sociale ydelser. Efter seks måneder har man ret til fortsat ophold, hvis man dokumenterbart kan forsørge sig selv, og dermed ikke ligger staten til last, eller hvis man fortsat søger arbejde med en realistisk chance for at få et job. Andre kan udvises. Det gør Tyskland ofte ikke. To tyske eksperter, Berlingske har kontaktet, går ud fra, at regeringen gennem en individuel sagsbehandling vil stramme sin udvisningspraksis inden for rammerne af EU-retten.
»Det er grundlæggende muligt og dækket af EU-retten. Andre EU-lande har lignende regler, nærmere bestemt Frankrig,« skriver professor Klaus F. Zimmermann fra instituttet IZA til Berlingske.
Sagen om rumænske Elisabeta D.
Lovpakken, der tidligere i processen er blevet omtalt af Berlingske, retter sig ifølge regeringen mod »misbrug« af reglerne. Pakken indeholder en række nye indgreb mod svindel. EU-borgere skal for eksempel kunne pålægges genindrejseforbud på op til fem år, hvis de opnår ophold ved hjælp af snyd. Hvad angår børnechecken, vil den tyske regering kræve mere dokumentation.
Planen om et seks måneders loft hænger sandsynligvis sammen med den meget omdiskuterede sag om rumænske Elisabeta D. Hun flyttede i 2010 med sin søn til Tyskland. Hun har meget ringe uddannelse og har aldrig arbejdet i Tyskland. Hun søgte og fik børnepenge, men da hun senere søgte om kontanthjælp, fik hun nej. Hun klagede. Appelretten var i tvivl og bad EU-Domstolen tage stilling til sagen. Tyskland udelukker per lov at udbetale kontanthjælp i den slags situationer, men lader til gengæld ofte folk blive boende i landet.
EU-Kommissionen tilkendegav, at den ikke mente, at kontanthjælp per definition kan udelukkes, men at hver sag skal vurderes for sig. Det udløste voldsom kritik fra nogle tyske politikere. Det blev omvendt indvendt, at Tyskland jo bare kunne have udvist hende. Tyskland risikerer at tabe sagen, hvis retten finder, at Elisabeta D. har boet i Tyskland så længe, at hun har optjent retten til kontanthjælp.
Efter fem år har EU-borgere under alle omstændigheder ret til fast ophold. Den nye skærpede udvisningspraksis skal muligvis forhindre den slags i fremtiden.
»Idéen er, at man faktisk i yderste tilfælde kan sende folk ud, der ikke har fundet et arbejde, så de ikke får ydelser i Tyskland. Bagved står naturligvis roma-problematikken, nemlig at man vil forhindre, at folk, der ikke betragtes som integrationsduelige, skal blive i Tyskland,« siger professor Thomas Gross fra universitetet i Osnabrück.
De tyske opstramninger kommer efter en længere tysk debat anført af det konservative regeringsparti CSU, der advarer mod såkaldt »fattigdomsindvandring« fra Bulgarien og Rumænien. De to landes borgere fik fra årsskiftet uhindret adgang til det tyske arbejdsmarked, og CSU forventede på forhånd en bølge af fattige østeuropæere i det tyske socialsystem.
EU-arbejdskraft giver overskud
I årets første halvår er antallet af rumænere og bulgarere i Tyskland steget med 63.000 personer, men langt de fleste arbejder. Siden december 2013 er antallet af beskæftigede fra de to lande steget med 76 procent. Ledighedsprocenten blandt bulgarere og rumænere er lavere end blandt andre udlændinge i Tyskland. Men samtidig har det samlede antal øst- og sydeuropæere, der modtager kontanthjælp, rundet 300.000.
Det skyldes også, at mange, der arbejder, tjener så lidt, at de har ret til at supplere med den såkaldte Hartz IV-ydelse. De fattigste indvandrere – herunder romaer og sintier (sigøjnere, red.) – er koncentreret i en række storbyer, der længe har bedt regeringen om hjælp til at klare de sociale og økonomiske problemer. Pakken indeholder også flere penge til udsatte byer.
Den overordnede tendens for arbejdskraftens frie bevægelighed er imidlertid, at udlændingenes beskæftigelse stiger hurtigere end indvandringen, selv om også antallet af sociale udbetalinger stiger, skriver Institut für Arbeitsmarkt und Berufsforschung i sin rapport fra juli. Ifølge Thomas Gross er lovpakken ikke begrundet af virkeligheden.
»Det er politisk aktivisme, som ikke kan retfærdiggøres af det reelle problem. Det handler snarere om den offentlige mening og særligt for CSU om at kunne præsentere en succes. Samlet profiterer den tyske økonomi af arbejdskraft fra de andre EU-lande. Det er hævet over enhver tvivl. Præcis rumænsk arbejdskraft er i mange områder som sundhedsvæsenet helt uundværligt,« siger han.
Klaus F. Zimmermann er enig og mener, at pakken kan gøre det sværere for Tyskland at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.
»Det er endnu et forsøg på at indskrænke incitamenterne i et fleksibelt internt europæisk arbejdsmarked,« skriver han.
Hvor mange EU-borgere, der vil kunne blive ramt af et loft på seks måneders arbejdssøgning, ved man ikke hos Bundesagentur für Arbeit. Begrebet arbejdssøgende omfatter ikke for eksempel studerende eller medfølgende ægtefæller.
Det tyske arbejdsministerium skriver i en mail til Berlingske, at arbejdet i regeringen ikke er færdigt og derfor ikke kan kommenteres, men at slutberetningen vil indeholde forslag til »misbrugsbekæmpelse« og hjælp til særligt ramte kommuner. Den ventes sidst på måneden.
Ministeriet understreger, at den frie bevægelighed i EU ikke vil blive antastet, samt at svindel med sociale ydelser ikke er et overvældende eller landsdækkende problem, men at det ikke desto mindre skal forhindres for at bevare »socialsystemets legitimitet«.
