»Al kørsel er potentielt livsfarlig.«

Sådan lød det mandag fra vejrtjenesten i den amerikanske delstat Illinois, hvor en kæmpemæssig sandstorm kom fuldstændig bag på bilisterne.

Det resulterede i en voldsom ulykke, da mellem 40 til 60 personbiler og omkring 20 lastbiler kørte galt på en motorvej centralt i staten.

CNN skriver, at mindst seks mennesker mistede livet, og mere end 30 blev kvæstet. De tilskadekomne er mellem to til 80 år gamle, og deres skader er alt fra mindre skrammer til livstruende.

Sandstormen ramte kort før midnat dansk tid.

Ulykken fandt sted mellem Divernon og Farmersville, og vejen – Interstate 55 – er fortsat lukket, oplyser tv-stationen NBC Chicago.

Redningsarbejdet besværliggøres af vejret.

»Det er en meget vanskelig situationen. Svær at forberede sig på, og ikke noget, vi før har oplevet lokalt,« sagde politichef Kevin Schott på et pressemøde.

Ifølge politiet gik det først galt i de nordgående spor på den meget trafikerede motorvej, men derefter kørte flere biler galt i de sydgående spor.

Flere lastbiler brød i brand.

Den usædvanlige sandstorm har også givet problemer andre steder i staten.