Seks mennesker mistede livet lørdag, da deres fly styrtede ned nær lufthavnen French Valley i den amerikanske delstat Californien.
Flyet, et Cessna 550, styrtede ned på en mark og gik straks efter i brand.
Ifølge NBC News skete ulykken, da flyet for anden gang forsøgte at nærme sig landingsbanen, efter flyet af ukendte årsager måtte droppe første forsøg.
Mediet skriver nu, at et pludselig skifte i vejret kan have haft indflydelse.
20 minutter før, flyet styrtede ned, kunne National Weather Service, USAs vejrcenter, berette, at lavthængende skyer var trukket ind over området med det øverste af skyerne helt nede i 100 meters højde.
Sigtbarheden var faldet, og skyerne hang »meget lavt for luftfartsformål«.
De amerikanske myndigheder vil nu undersøge, hvad der er gået galt – og om det var vejret.
»En del af undersøgelsen vil være at indsamle radardata, vejrinformation, vedligeholdelsesdokumenter og pilotens sygdomshistorik,« oplyser Det nationale udvalg for transportsikkerhed.
Flyets ejer, Michael Morris fra firmaet Prestige Worldwide Flights, sagde, at der var to piloter ombord, og at tre af de afdøde var hans nære venner.
»Styrtet har efterladt 11 børn uden forældre,« siger han til NBC News.
French Valley-lufthavnen, der er ejet af det lokale county, har ikke noget kontroltårn. Piloter kan blive guidet til lufthavnen af instrumenter, men de skal kunne se landingsbanen for at kunne lande.