Præsident Putin mangler desperat soldater til slagmarken.
Et faktum som gør, at han nu er begyndt at slå ekstra hårdt ned på dem, der ikke møder op til tjeneste.
En russisk kvinde, der er gravid, er nu blevet idømt til seks år i en straffekoloni, fordi hun ikke mødte op til mobiliseringen.
Det skriver VG med henvisning til russiske medier som Kommersant og DOXA.
På et år har de russiske militærdomstole behandlet næsten 3.000 sager om soldater, der enten ikke vil i krig, eller ikke møder op, når de bliver indkaldt til tjeneste.
Gravide Madina Kabalojeva er den første kvinde, der er blevet dømt.
Hun mødte ikke op, da Putin kaldte, og det koster altså nu seks år i en straffekoloni.
En straf som hun skal afsone fra 2032, hvor hendes ældste barn fylder 14.
Ifølge kvinden selv havde militærets læger selv sagt, at hun ville slippe for tjeneste, fordi hun var gravid og havde et femårigt barn derhjemme.
Men dommeren var uenig.
Hendes advokat mener, at dommen er ulovlig og vil nu anke den.
I september 2022 annoncerede præsident Putin en mobilisering af 300.000 soldater i en tv-tale.
Straffen for at blive væk eller at stikke af fra hæren, blev samtidig fordoblet, så den gik fra en strafferamme fra fem år til ti år.
Den afdøde Wagner-boss, Jevgenij Prigozjin, havde også store problemer med at rekruttere soldater. Han løste det ved at finde fanger i russiske fængsler, som han lovede frihed efter et halvt års militærtjeneste i Ukraine.
Flere af dem er så sidenhen vendt tilbage til Rusland, hvor nogle af dem har været involveret i både mord og voldtægtssager.