I modsætningen til sidste års Oscaruddeling forløb showet natten mellem søndag og mandag dansk tid i god ro og orden.

Men en detalje har alligevel fået flere Twitter-brugere op i det røde felt.

Det skriver Daily Mail.

Showets seere kunne nemlig i pauserne se, at årets hovedsponsor var ingen ringere end det amerikanske medicinalfirma, Pfizer, der i nogle kredse er et kontroversielt firma, da firmaet som bekendt var udbyder af en af de mest anvendte coronavacciner.

'Selvfølgelig er Hollywoods største og mest tåkrummende fest på året sponsoreret af Pfizer,' skriver en Twitter-bruger.

Men det stopper ikke der.

'At Pfizer sponsorerer Oscars, er en konspirationsteoretikers våde drøm,' skriver en anden.

Og det er ikke det eneste punkt, hvor medicinalbranchen tiltrak sig opmærksomhed ved prisuddelingen.

En af de nominerede i kategorien 'Bedste dokumentar,' dokumentarfilmen 'All the Beauty and the Bloodshed', handler nemlig om fotografen Nan Goldin og hendes kamp mod medicinalfirmaet Purdue Pharma. Og det går ikke Twitter-brugernes næser forbi.

Pfizer fik nemlig skærmtid lige inden uddelingen af prisen for bedste dokumentarfilm.

'Oscars bragt til dig af Pfizer, der nominerer 'All the Beauty and the Bloodshed', er vanvittigt,' skriver en Twitter-bruger med en henvisning til det faktum, at Purdue og Pfizer er konkurrenter.