Noget af et drama udspillede sig natten til mandag dansk tid i den amerikanske stat Maryland.

Et lille privatfly med to personer ombord fløj simpelthen ind i en elmast, hvor det hang fast i elledninger.

Efter at have siddet fast i elledningerne i næsten syv timer blev piloten samt passageren tidligt mandag morgen reddet ud af flyet.

»Begge blev bragt til hospitalet med alvorlige kvæstelser, herunder ortopædiske og traumeskader fra styrtet og hypotermi,« siger Scott Goldstein, der er brand- og redningstjenestechef  i Montgomery County i Maryland, ifølge CNN.

Der er tale om, at en pilot på 65 år og en passager på 66 år sad i flyet.

De blev reddet på den måde, at redningsfolk simpelthen kravlede op i elmasten for at sætte klemmer og kabler på ledningerne for at sikre, at ingen fik stød af elektriciteten.

Samtidig var det tåget, hvilket gjorde redningsarbejdet endnu mere vanskeligt, oplyser Scott Goldstein.

Også for de lokale borgere, havde flyulykken konsekvenser. I alt 120.000 personer var nemlig uden strøm i en periode, fordi flyet hang i elmasten.