Det var ikke en sædvanlig nat for beboerne i byen Omaha, der ligger i staten Nebraska.

Natten til mandag brød en massiv brand ud på den kemiske fabrik Nox Crete og sendte en masse beboere væk fra deres hjem.

Mens mange i området blev evakueret, sad hundredvis tilbage uden strøm i deres bolig, skriver NBC News.

Ingen er meldt tilskadekomne af den aggressive brand, men det vides heller ikke endnu, hvornår de evakuerede kan finde trygt tilbage til deres hjem.

Hvad årsagen til branden er, er ikke offentliggjort af brandvæsenet, som stadig arbejder på at få slukket branden.

Et borgerhus er dog stillet til rådighed for de evakuerede beboere grundet den potentielle giftige luft, som branden kan have forårsaget i nærheden af fabrikken.