I et forsøg på at genvinde titlen som verdens bedste forlystelsespark vil Cedar Point i den amerikanske by Sandusky, Ohio, bygge en ny hovedattraktion – en rutsjebane, der vil slå intet mindre end 10 verdensrekorder.

Valravn bliver navnet på den nye attraktion, der vil åbne for modige gæster i sommeren 2016.

Cedar Point er i forvejen kendt for sine mange høje og vilde rutsjebaner, men den nye vil alligevel rykke grænserne for, hvor vild en rutsjebane kan være.

Det kan samtidig være den rutsjebane, der vil øge forlystelsesparkens chancer for at genvinde Amusement Today-magasinets prestigefyldte pris som verdens bedste forlystelsespark tilbage.

Cedar Point sad tungt på den pris i 16 år fra 1997 til 2013, før den de seneste to år har måtte se sig slået af den tyske Europa-Park.

Når Valravn står klar til at sende de første gæster ud over rampen i sommeren næste år, vil Cedar Point ifølge en pressemeddelelse, som forlystelsesparken har sendt ud, blive indehaver af disse nye rekorder:

1. Højeste dive-rutsjebane (68 meter)

2. Hurtigste dive-rutsjebane (120 km/t)

3. Længste dive-rutsjebane (1041 meter)

4. Flest loop på en dive-rutsjebane (tre)

5. Længste ’frit fald’ på dive-rutsjebane (65 meter)

6. Højest placerede loop på en dive-rutsjebane (50 meter)

7. Flest rutsjebaner højere end 61 meter i én forlystelsespark (fem)

8. Flest rutsjebaner i én forlystelsespark (72)

9. Flest kilometer stålrutsjebane i én forlystelsespark (16 kilometer)

10. Flest kilometer rutsjebane i én forlystelsespark (18 kilometer)

Cedar Points kommende attraktion vil have en kapacitet på omkring 1200 personer i timen, skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Cedar Points er USA’s næstældste forlystelsespark og åbnede i 1870.