Her er det øjeblik, hvor et jordskælv i bogstaveligste forstand ryster medlemmer af parlamentet i Liechtenstein.

De to rystelser, som blev fanget på tv, førte til, at den igangværende lovbehandling blev afbrudt øjeblikkeligt.

Det rapporterer blandt andre BBC.

Og for at det ikke skal være løgn, så handlede den igangværende debat om Liechtensteins behov for at gøre forsikring mod jordskælv lovpligtigt.

Ved det første skælv kan man se Bettina Petzold-Mähr fra Fortschrittliche Bürgerpartei (FBP) smile – muligvis altså på grund af den specielle timing af skælvet.

Kort efter, da skælv nummer to ryster parlamentsbygningen, er smilet dog stivnet en smule.

Og mødet ophæves straks.

Jordskælvet blev ifølge Euronews målt til 4,1 på Richterskalaen.