Ukraines Præsident Volodymyr Zelenskyj sendte chokbølger ud i verden, da han mandag delte en rystende video af et russisk angreb på et shoppingcenter mod 1.000 civile.

Ifølge de seneste oplysninger er mindst 18 mennesker blevet dræbt i angrebet, 59 er såret, mens 40 fortsat er savnet.

Nu viser overvågningsbilleder det øjeblik, hvor to russiske missiler først rammer shoppingcentret og dernæst i nærheden af fabriksbygningen Kredmash i byen Krementjuk i det centrale Ukraine.

Videoerne er verificeret af nyhedsbureauet Reuters, og du kan se dem øverst i artiklen.

Foto: Instagram
Foto: Instagram
Vis mere

Videooptagelserne er optaget nær en park med en sø cirka 600 meter fra shoppingcenteret. På den anden side er fabriksbygningen. Her ses det blandt andet, hvordan folk med børn gemmer sig bag træer, fragmenter fra angrebet fra himlen, og mennesker hopper i vandet i panik.

Ukraine beskylder Rusland for at stå bag angrebet. Rusland har tirsdag bekræftet at have angrebet Krementjuk. Målet skulle dog have været et våbendepot, hvor våben fra Vesten blev opbevaret.

Det russiske forsvarsministerium erkender, at angrebet førte til en brand i shoppingcenteret. Ifølge Rusland var der dog tale om et lukket center uden civile indenfor.

Krementjuk ligger centralt i Ukraine ved den store flod Dnipro. Byen har godt 200.000 indbyggere og ligger cirka 300 kilometer sydøst for Kyiv.