Krydstogtskibet Costa Concordias forlis ud for italiensk kyst har kostet mellem tre og otte personer livet. Desværre er det langt fra en sjældenhed, at der sker ulykker til havs.

Da Costa Concordia fredag aften gik på grund nær øen Isola del Giglio kostede det flere menneskeliv. Men gennem historien har frygtelige skibsulykke kostet tusindvis af uskyldige mennesker livet.

Det største antal dræbte i et skibsforlis var da MV Wilhelm Gustloff i 1945 blev beskudt af sovjetiske torpedoer. Skibet sank og 9.000 mennesker mistede livet.

Også i nyere tid har ulykker til søs kostet mange menneskelig. Således blev mere end 4.300 person dræbt i en kollisionsulykke i Filippinerne i 1987. Og i 2006 døde mere end 1.000, da den egyptiske passagerfærge, Al Salam Boccaccio 98, sank på vej til Egypten fra Saudi Arabien.

B.T. har samlet en liste over nogle af de værste og mest kendte skibskatastrofer: 

MV Wilhelm Gustloff, 1945  – Tysk skib, der sank efter at være blevet ramt af sovjetiske torpedoer. 9.000 blev dræbt – største antal dræbte i historien.

Goya, 1945 – Det tyske transportskib blev beskudt af sovjetiske torpedoer og sank. 7-8.000 civile og tyske soldater døde og kun 183 blev reddet.

MV Doña Paz, 1987 – Filippinsk passager-skib, der kolliderede med en olietanker. Hele 4.341 personer døde.

SS Kiangya, 1948 – Kinesisk dampskib, der sprang i luften og sank. Usikkerhed om præcist antal døde, men dødstallet menes at være mellem 2.750 og 3.920.

Le Joola, 2002 – Senegalesisk færge, der grundet for mange passagerer og uvejr kæntrede. Mere end 1.800 mennesker omkom.

RMS Titanic, 1912 – Det verdensberømte britiske skib, der var datidens største. Ud af de 2.228 passagerer døde hele 1.523.

Toya Maru, 1954 – Japansk passager-færge, der sank under tyfonen Marie. Det skønnes, at 1.153 personer blev dræbt.

Al Salam Boccaccio 98, 2006 – Egyptisk passagerfærge, der sank på vej fra Saudi Arabien til Egypten. Mere end 1.000 omkom og blot 388 overlevede.

MS Estonia, 1994 – Den estiske færge, der tog vand ind fra det baltiske hav grundet problemer med bovporten og sank. 852 omkom, mens kun 137 overlevede.

MV Bukoba, 1996 – Et overfyldte skib fra Tanzania, der sank. Selvom papirerne viste, at 443 var ombord, estimeres det, at mere end 800 omkom.