En eller flere blodtørstige hajer spreder lige nu frygt og død i ferieparadiset Sharm El Sheik i Egypten. Men det nordadrikanske land er faktisk langt fra top ti listen over de lande, der har flest hajangreb.

Det viser en oversigt udarbejdet af det naturhistoriske museum i Florida.

På førstepladsen finder man således USA, der har registreret i alt 981 hajangreb hvoraf 41 var dødelige. Heraf er delstaten Florida langt den farligste med 589 angreb. Hawaii, der ikke kan sige sig fri for hajer i farvandet, er dog ikke med i statistikken.

På andenpladsen over haj-lande finder man Sydafrika, der er kendt for den hvide haj, som er den nok kendteste dræbermaskine i havet. Dette land tegner sig for 212 angreb, hvoraf 44 af dem endte dødeligt.

Australien følger herefter trop med 135 angreb, hvor hele 50 af dem er fatale. De fleste haj-bid skete på landets østkyst, der er prydet af populære surf-strande.

I Europa er vi generelt langt mindre plaget af de blodtørstige rovfisk. Tallene er derfor mindre vores del af verden med Italien og Grækenland på en delt førsteplads med hver 10 registrerede haj-angreb.

Dernæst Frankrig på andenpladsen med 4 angreb og Spanien med tre.

Det findes ikke nøjagtige tal for Egypten, men forskellige hjemmesider anslår, at haj-angreb foregår relativt sjældent på disse kanter - altså indtil nu.

I Thailand er der også kun registreret et enkelt tilfælde af hajangreb.

Det skal dog tilføjes, at der er forskel på, hvor meget de enkelte lande går op i at indrapportere angreb fra hajer til myndighederne, ligesom det varierer, hvor langt tilbage de enkelte landes statistikker går.