Det kan være svært at lære nye ting. Det har et par pandaunger måtte sande for nylig, da de skulle lære klatringens kunst og at forsvare territorie.

Pandaer er dygtige klatrere, men de er ikke kommet sovende til deres særlige evner. Derfor er klatring en disciplin, de må lære at mestre. Kameraer i en forskningspark i det sydvestlige Kina har fanget ungernes strabadser.

I videoen ser man først en pandaunge, der hårdnakket forsøger at klatre rundt på træpæle og små tårne. Den noget besværede unge har dog endnu ikke mestret klatreteknikken til fulde. For selvom den varsomt sætter poterne på træpælen, falder den ned på jorden i en noget klodset kolbøtte. Alt i mens går moderen rundt i baggrunden.

Selve klatringen er dog ikke ungernes eneste udfordring. De lærer nemlig også at forsvare territorier. I videoen kan man også se tre pandaunger kæmpe løs om at erobre et trætårn.

Kampen om at forsvare et territorie ses som en konstant kamp om tronen mellem brødre og søstre. Sejrsherren sidder - nogle gange kortvarigt - på toppen af tronen, mens den aser, maser og skubber de andre ned, når de prøver at invadere trætårnet.

Selvom antallet af pandaer er langsomt stigende, så er pandaen stadig en af verdens mest sjældne og truede arter af bjørne.