En kapring af et egyptisk indenrigsfly tirsdag morgen fik en fredelig udgang, da alle gidsler blev frigivet og gerningsmanden anholdt seks timer senere.

Minutterne op til anholdelsen var dog højspændte.

Først blev evakueringszonen udvidet fra 500 meter til en kilometer. Derefter lagde flere snigskytter sig klar med deres våben pegende direkte mod flyet.

Dernæst forlod tre personer flyet via trappen, mens en fjerde tog flugten gennem cockpittets vindue.

Til sidst forlod gidseltageren Seif El Din Mustafa selv sit kaprede fly med hænderne over hovedet.

Den dramatiske kravletur fra cockpittet kan du se i videoen over artiklen.

Lufthavnen i Larnaca på Cypern fik klokken 8.30 besked om, at et fly fra Egypt Air, en Airbus 320, var blevet kapret under sin indenrigsflyvning fra Alexandria til Kairo. Klokken 8.50 landede det i lufthavnen, hvor det holdt stille, indtil gidseltagningen fik en fredelig udgang kort før klokken 15 lokal tid.

I løbet af formiddagen var flyet løbende blevet tømt. Først blev det rapporteret, at kvinder og børn fik lov at forlade flyet, der oprindeligt havde 64 personer ombord. Senere oplyste Egypt Air, at de havde forhandlet sig frem til, at størstedelen af flyets passagerer blev frigivet.

Til sidst var der, udover gidseltageren, tre passagerer af endnu ukendt nationalitet og fire besætningsmedlemmer ombord.

Sådan så det ud tidligere på dagen, da gidsler blev løsladt og kørt væk fra det kaprede fly i bus.

Seif El Din Mustafas motiv er endnu ukendt, selvom flere medier har rapporteret, at han både skulle have ønsket politisk asyl i landet samt krævet at få løsladt politiske fanger fra egyptisk fængsel.

Dise oplysninger er ikke blevet bekræftet.

Larnaca ligger på den sydøstlige del af Cypern. Larnaca International Airport er øens største lufthavn.