Lyt til artiklen

Sommeren har været hård for det britiske landskab.

Satellitbilleder viser, hvordan høje temperaturer og manglende regn har ført til, at en række landskaber har ændret sig fra grønne til brune.

De værst ramte områder er den sydøstlige del af Storbritannien, hvor landskabet næsten helt har skiftet farve. Det skriver Sky News.

Du kan se billederne i videoen øverst i artiklen.

Et af de værst ramte områder i år er området Kent, der ligger sydøst fra London. Både London og East Sussex, der grænser op til Kent, er også hårdt ramt.

Det er dog ikke kun satellitbillederne, der viser den store forskel i det britiske landskab.

På billeder fra Primrose Hill i Camden i det nordlige London og ved Windsor Castle i Eton er det tydeligt, at græsset ikke længere er så grønt og frisk, som det plejer at være.

Lignende billeder viser sig fra Greenwich Park i Sydlondon, hvor græsset også er blevet erstattet af et tørt og brunt-gulligt alternativ.

Fredag nåede den sydøstlige del af Storbritannien sin længste periode uden regn siden 1970erne.

Hele 146 dage var der gået med lidt eller ingen regn, skriver Sky News.

Storbritannien har også haft usædvanlig lave flodstrømme, hvor især det sydlige og centrale England, dele af det nordøstlige og østlige Skotland samt dele af Wales har haft en lavere vandstand end normalt.