____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Luftfartsmyndighederne i USA (FAA) har frigivet de første billeder af det sodsværtede kammer på det Boeing 787 Dreamliner, som brød i brand i Bostons Logan-lufthavn tidligere på måneden.

Kammeret skulle have sikret lithiumbatterierne på flyet og var designet til at forhindre en større brand og indkapsle røgudvikling, og det blev sodet fuldstændig til. Nu er batterierne centrale i kulegravningen af, hvorfor flere fly af den type har haft alvorlige uheld - senest i denne uge, hvor røgudvikling fra batterierne tvang et fly fra det japanske selskab All Nippon Airways til at nødlande.

Uheldene har i dag fået myndighederne til at forbyde så godt som alle de 50 fly af den nye type, der er sat i drift, at gå i luften. Kun Ethiopean Airlines holder deres fire fly på vingerne.

Det amerikanske uheld fandt sted den 8. januar, hvor der udbrønd brand i et Dreamliner-fly i Boston-lufthavnen. Passagererne havde dog forladt flyet, som var ankommet efter en 12-timers flyvetur fra Tokyo. Også 4. december sidste år var flytypen udsat for et uheld. Her måtte en Dreamliner nødlande i New Orleans på grund af svigt i det elektriske system.

Allerede inden det første fly var blevet leveret til en kunde blev Boeings nye flagskib ramt af uheld, da et testfly i 2010 måtte nødlande efter en brand i det elektriske anlæg.

Nu undersøger de amerikanske myndigheder så lithiumbatterierne på det fly, som stod i flammer sidste uge i Boston.

- Vores fokus vil være på de elektriske installationer i flyet. Det omfatter batterier og strømforsyningspaneler. Vi vil også undersøge, hvordan de elektriske og mekaniske systemer på flyet påvirker hinanden, sagde direktør for FAA Michael Huerta tidligere på ugen i forbindelse med åbningen af undersøgelsen.

Et uafhængigt analyseinstitut er nu ved at undersøge det indre af batteripakken og sammenligner den med ubrugte batterier for at vurdere tilstanden på det ødelagte batteri, inden det bliver skilt af.

Efterforskerne indsamler også ledninger og data fra det brandhærgede flys styringsenhed og gennemfører en omfattende undersøgelse af elektronikken fra det bageste kammer i flyet, hvor røgudviklingen fandt sted. I analysen indgår desuden data fra flyets to såkaldte flightrecordere eller sorte bokse til efterfølgende analyse.

Lithiumbatterier er kendt for at have en stor risiko for at bryde i brand. Boeings Dreamliner-fly er et af de første i verden, der bruger lithium-ion-batterier til blandt andet at holde flyets elektriske systemer i gang, når det står på jorden.

Lithium-ion-batterier bliver normalt brugt i bærbare computere, mobiltelefoner og elbiler. Deres velkendte brandfarlighed har ført til skærpede regler for fragtflyvninger med denne type batterier.

Et chilensk flyselskab ved navn LAN har udtrykt bekymring for driftsikkerheden i el- og køleanlægget på Dreamliner. Men det afviser administrerende direktør for Boeing, Jim McNerney, pure.

- Vi oplever det, som vi vil mene er et normalt antal af fejl på en ny flytype i tråd med andre nye fly, vi har introduceret, har han tidligere udtalt til CNBC.

Boeing 787 Dreamliner er udstyret med to lithiumbatterier - et bag cockpittet og et bag ved døren til lasten. Det var det bageste, der gik ild i.

Australien og Finland har forbudt at sende lithiumbatterier med luftpost, fordi der tidligere har været problemer med dem i forbindelse med luftfart.