Du er for tyk. Sådan lød den hårde melding fra folk i modebranchen, da britiske Iskra Lawrence forsøgte at bryde igennem som plus-size model. Og den besked var hård for den kun 25-årige pige. Det skriver Dailymail.

I en video fortæller hun grådkvalt om, hvordan hun fik at vide, at hun aldrig ville kunne klare sig i modeverdenen.

Men folk tog fejl. Nu er Iskra Lawrence nemlig blevet model i lingeribrandet Aerie’s nye kampagne.

»Jeg ville så gerne være en del af kampagnen, fordi jeg havde fået at vide, at jeg ikke var god nok, og at jeg ikke kunne klare det,« siger hun grådkvalt i videoen, som er en del af Aerie’s kampagne AerieREAL.

»Aerie fortalte mig, at jeg var smuk, som jeg var,« fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under billederne.

Både i videoen og på kampagnebillederne er Iskra Lawrence helt uretoucheret. Ved at vise kvinder som de er - med strækmærker, skønhedsfejl og appelsinhud – forsøger Aerie at gøre op med samfundets næsten urealistiske skønhedsideal. Og det glæder den 25-årig model.

»Det har været fantastisk at arbejde sammen med Aerie. De gør en indsats for at styrke og inspirere kvinder og får os til at have det bedre med os selv i stedet for at spille på vores usikkerhed og forsøge at sælge os en bestemt livsstil eller et produkt,« siger hun i videoen.

Anerkendelsen og succesen har haft stor betydning for den blonde model. Hun har fået mere selvtillid og har ikke været på kur i seks år, og hun fortæller, at det gjort hende til en gladere kvinde ikke at skulle tælle kalorier hele tiden.

»I stedet for at tænke på min størrelse er jeg begyndt at fokusere på at blive den bedste version af mig selv,« siger hun.

I Aeria’s kampagne poserer hun både iført badedrager og bikinier, men det er ikke det eneste sted, hvor Iskra Lawrence viser sin krop frem uden først at køre den igennem Photoshop. På sin Instagramprofil har hun gennem længere tid delt adskillige billeder. Hun vil nemlig ikke have det dårligt med sine eventuelle fejl og mangler, forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billederne.

»Jeg elsker, at det er ægte, og jeg elsker at vise billeder, som viser, hvor selvsikker jeg er, for samfundet har lært os, at vi har fejl, men jeg fortæller dig, at du skal være ligeglad. For du er mere end din krop, og du kan selv bestemme, hvad skønhed er,« siger hun.

»Du har så mange flere gode ting at give verden end blot dit udseende.«

Allerede i december 2015 fortalte Iskra Lawrence om den hårde modeverden og skønhedsritualerne til Dailymail.

»Som 18-årig opdagede jeg, at i stedet for at forsøge at ændre min krop, så den passede til de normale størrelse, så ville jeg hellere forsøge at ændre industrien. Jeg vil hylde den underrepræsenterede og ofte oversete gruppe af kurvede kvinder.«

Netop derfor har den 25-årige også oprettet sin egen hjemmeside RunwayRiot, som er en mode- og skønhedssite til kvinder i alle størrelser.