Den dansker, der tirsdag blev meldt savnet i Tyrkiet efter mandagens jordskælv, er blevet fundet i god behold.

Det meddeler Udenrigsministeriet til B.T. onsdag.

Vedkommende er i kontakt med sine pårørende, lyder det videre.

Det oplyses dog ikke, hvor eller hvordan den danske statsborger blev fundet.

»Da det er en personsag, kan der ikke gives yderligere oplysninger,« skriver Udenrigsministeriet i et skriftligt svar:

»Vi har p.t. ikke kendskab til andre savnede danskere.«

Udenrigsministeriet oplyser videre til B.T., at omkring 450 personer i Tyrkiet indtil videre har tilmeldt sig den såkaldte 'danskerliste' – det er er en liste, hvor danske statsborgere kan registrere sig, hvis man opholder sig i et land i kortere eller længere tid.

Det er helt frivilligt, om man vil registrere sig, og derfor giver det ikke nødvendigvis et retvisende billede for, hvor mange danskere, der egentlig er i Tyrkiet lige nu. Nogle kan eksempelvis være rejst igen, andre ankommet.

»Tallet er indikativt og kan være lavere eller højere,« som Udenrigsministeriet anfører.

Antallet af omkomne efter det voldsomme jordskælv stiger stadig.

Ifølge de seneste tal er mere end 11.200 nu bekræftet døde.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har onsdag meldt ud, at der alene i Tyrkiet er fundet 8.574 døde, mens meldinger fra regeringsfolk og læger i nabolandet Syrien fortæller, at der her er fundet 2.662 døde.

Der er desuden titusindvis af sårede.

Jordskælvet, der ramte natten til mandag blev målt til 7,8 på Richterskalaen. Der har siden været hundredvis af efterskælv, hvoraf et af dem har været næsten lige så voldsomt som det oprindelige jordskælv.