Målet for den militære operation er steder, hvor der kan samles fjernstyrede både og søminer.

Den saudiskledede koalition har udført et militært angreb nord for den yemenitiske havneby Hodeidah.

Det oplyser den statslige saudiarabiske tv-station Ekhbariya TV, som påpeger, at der er tale om "legitime militære mål". Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Koalitionen meddeler, at den har ødelagt fire steder, der anvendes til at samle fjernstyrede både og søminer.

Målet skulle være at beskytte muligheden for at bevæge sig frit på havet.

Tidligere på dagen havde koalitionen bedt civile om at holde sig væk fra områderne.

Koalitionen hævder ifølge Reuters at have foretaget kamphandlingerne på en måde, hvor man har taget de nødvendige forholdsregler.

I løbet af torsdag meldte den saudiskledede koalition ifølge nyhedsbureauet AFP ud, at den havde forpurret et angreb fra en ubemandet båd fyldt med sprængstoffer.

Denne skal ifølge koalitionen være sejlet ud fra den nordlige del af Hodeidah-området.

Houthi-bevægelsen, som har taget skylden for et angreb mod to saudiarabiske olieanlæg lørdag, meddeler ifølge Reuters, at den ser koalitionens handlinger som et brud på en FN-aftale om våbenhvile i Hodeidah.

Denne blev indgået i Sverige sidste år og skulle bane vejen for mulig fred i området. Men det tog flere måneder, før houthi-oprørerne forlod tre vigtige havnebyer, som det var planen.

Havnebyen Hodeidah anses som et vigtigt knudepunkt i det borgerkrigshærgede land.

Den militære operation finder sted på et tidspunkt, hvor spændingerne i regionen er på et højdepunkt efter et droneangreb mod store olieanlæg i Saudi-Arabien i weekenden.

Den saudiskledede, sunnimuslimske koalition, der har opbakning fra USA, greb i marts 2015 ind i Yemen over for houthi-oprørere, som har støtte fra Iran.

FN har kaldt situationen verdens største humanitære krise.

Krigen har kostet tusindvis af liv og ført til en alvorlig mangel på mad, rent vand og medicin.

Borgerkrigen begyndte i 2014. Det skete, da houthi-oprørerne indtog hovedstaden Sanaa og en stor del af landets nordlige områder.

/ritzau/