To tyske mænd, som gennem mange år var bedste venner, stod i sidste uge overfor hinanden i en retssal i Amsberg, Tyskland.

Årsagen var en forbløffende hændelse, som førte til, at 520.000 euro i kontanter - godt 3,8 millioner kroner - bogstavelig talt gik op i røg.

Det skriver flere tyske og internationale medier - blandt andre Bild og The Times.

Situationen opstod, da den ene af vennerne - en 49-årig mand - omkring juletid i 2014 bad den anden om at passe sit værksted i Soest tæt på Dortmund, mens han var på ferie i 14 dage.

Det indvilgede kammeraten i.

Og det skulle blive fatalt for deres venskab - og en kæmpe bunke kontanter.

For mens den 49-årige mand var ude at rejse, begyndte nattefrosten at sætte ind.

Det fik vennen, der gik og passede værkstedet, til at blive bekymret for rørene i værkstedet, og derfor startede han oliefyret.

Problemet var bare, at oliefyret var blevet omdannet til en form for pengeskab, hvor vennen gemte hele sin opsparing.

En opsparing, der altså beløb sig til i alt 540.000 euro - eller godt fire millioner danske kroner i euro-sedler.

Da hans ven tændte for oliefyret, blev sedlerne bogstavelig talt forvandlet til aske.

Kun 20.000 euro har været til at redde - den tyske nationalbank har hjulpet med verificere og gendanne sedlerne.

Den 49-årige mand var så ked af at miste sin opsparing, at han har stævnet sin ven i et forsøg på at få sine penge tilbage.

Retten afviste sagen.

Den afgørelse ankede manden på stedet.

Retten fandt, at den mand, der passede sin vens værksted, helt reelt ikke havde nogen chance for at vide, at der var penge i oliefyret.

Retten fandt også, at pengene med stor sandsynlighed rent faktisk havde befundet sig i fyret.

En lille krølle på historien er, at den 49-årige tysker nu ikke udelukkende døjer med at have mistet hele sin opsparing.

Skattemyndighederne er nemlig begyndt at vise stor interesse for mandens gøren og laden.

De spørger nu ind til, hvor alle pengene stammer fra.