Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det fløj lige omkring 6.000 kilometer hen over Rusland inden nedslaget på Kamtjatka-halvøen.

'Satan 2', som det kaldes i Vesten.

I Rusland benævnes det slet og ret 'RS-28 Sarmat', og det var onsdag, at det 35 meter lange og 200 ton tunge missil, der er i stand til at bære atomvåben, blev testaffyret med stor opmærksomhed fra hele verden.

Det russiske forsvarsministerium frigav selv billeder og video af affyringen fra Plesetsk-basen og kaldte det for »det mest kraftfulde missil i verden«, mens præsident Vladimir Putin brugte betegnelsen »et unikt våben« og advarede »dem, som med forskruet aggressiv tale truer vores land, til at tænke sig om to gange«.

I Forsvarsakademiet er Karsten Marrup mere lunken i sin reaktion på testaffyringen.

»Missilet er lavet til at skulle udskifte et missil med næsten de samme egenskaber. I runde tal er der næsten tale om det samme, og det er lidt 'kartoffel-kartoffel' over det, for at være helt ærlig,« siger majoren og chefen for Center for Luftoperationer:

»Jeg synes, der bliver gjort mere ud af det, end der egentlig er belæg for fra russernes side, men det har de selvfølgelig også en interesse i.«

Han refererer til den russiske forgænger 'SS-18', der ligeledes er et såkaldt interkontinentalt ballistisk missil, hvilket betyder, at det kan bære sprænghoveder fra et kontinent til et andet. Og altså atomvåben.

'RS-18 Sarmat' sendes op fra en base i Pletesk.
'RS-18 Sarmat' sendes op fra en base i Pletesk. Foto: RUSSIAN DEFENCE MINISTRY PRESS S
Vis mere

»Det kan godt være, at Putin benytter sig af lejligheden til at udbrede lidt strategisk kommunikation om, at vi skal tænke os om to gange, men det er lidt det samme som at sige, at solen står op i øst,« siger Karsten Marrup:

»Vi ved sådan godt, at de har tilsvarende våben med tilsvarende effekt og cirka 6.000 nukleare sprænghoveder og så videre. Så jeg er ret sikker på, at Vesten tænker sig om to gange, uanset om de havde lavet den her missilafprøvning eller ej.«

Som Jack Watling fra den britiske forsvars- og sikkerhedstænketank Royal United Services Institute siger til Reuters, kan der også have været et andet motiv med testen med henvisning til den øjeblikkelig situation i Ukraine.

»Timingen af testen afspejler, at russerne ønsker at vise en form for teknologisk præstation op til 9. maj (hvor Rusland normalt på storslået vis markerer sejren over Nazityskland, red.) på et tidspunkt, hvor meget af deres teknologi ikke har leveret de ønskede resultater,« siger han.

Afsted.
Afsted.
Vis mere

Herunder vurderer Karsten Marrup de øvrige russiske udmeldinger, som fra russisk side blev meldt ud i forbindelse testaffyringen.

Er 'RS-28 Sarmat' det mest kraftfulde missil i verden?

»Amerikanske US Peacekeeper er gået på pension, så USA har ikke længere missiler med ti sprænghoveder, så ja, Sarmat er verdens kraftigste missil. Hvis man bruger det i kamp, er det måske mere interessant, hvad man putter i det, og her er det stadig sprænghovederne, der afgør, om det også kan levere den kraftigste effekt. Det har Sarmat potentialet til at kunne.«

Kan det ramme alle mål i verden?

»Ja, det kan det med en rækkevidde på 16.000 kilometer. Men i og med at Rusland også har ubåde med atommissiler og dermed længe har kunnet flytte sig inden for rækkevidde af alle mål, kan Putin heller ikke her true med noget nyt.«

Hvor præcist er det?

»Det er et forholdsvist præcist missil. Men man skal tænke på, at når vi taler atomvåben, så er præcisionen ikke længere så frygtelig interessant. Man kan med en atombombe ramme 500 meter ved siden og stadig ramme det, du gerne ville. Inden for træskolængde er det forholdsvist præcist.«

Kan det omgå alle moderne former for antiraketforsvar, som Putin siger?

»Det er stort set korrekt. Man kan godt skyde ballistiske missiler ned, men med eksempelvis ti individuelle sprænghoveder på måske op til fem missiler – så er du oppe på 50 sprænghoveder – er der ingen lande i verden, der har kapacitet til at forsvare sig mod. Hvis du så oven i købet benytter dig af forskellige 'decoys', bliver det endnu sværere.«

»Men Rusland kan i forvejen angribe USA, uden at USA kan forsvare sig mod det, for det er Rusland allerede i stand til i dag med 'SS 18'-missilet. Nu har de lavet et missil, som måske kan løfte lidt mere.«

Andre læser også