SAS’ flight SK4604 måtte søndag eftermiddag opgive turen fra Dublin i Irland til Oslo i Norge. Ved 14-tiden udsendte flyet koden ’7700’, som er ensbetydende med en nødsituation, og de gik ned på 10.000 fod, inden flyet – en Boeing 737-800 – landede i skotske Aberdeen.

SAS skriver selv på Twitter, at det var problemer med kabinetrykket, der tvang flyet ned i Skotland. Det bliver bekræftet af pressechef i SAS Trine Kromann-Mikkelsen, som BT har været i kontakt med.

»Kaptajnen får en indikation på, at kabinetrykket er faldet, og derfor går han helt efter procedure ned i højde, inden han kalder nærmeste lufthavn og beder om en prioriteret landing,« siger pressechefen og fortæller, at flyet er landet trygt og sikkert i Aberdeen.

Nu går SAS i gang med at undersøge om flyet kan repareres, eller om andre fly og samarbejdspartnere skal flyve passagererne videre. Ombord på flyet var der 169 passagerer og seks crewmedlemmer.

Norske VG skriver, at Avinor, der driver de norske lufthavne, oplyser at, flyet lander i Oslo allerede 17.05, og dermed kunne noget tyde på, at flyet bliver hurtigt fikset. Det er dog ikke oplysninger som Trine Kromann-Mikkelsen kan bekræfte.

Hun oplyser samtidig, at det ikke er en normal situation, men at kaptajnen løste opgaven helt efter bogen

Herunder kan du se, hvordan dramaet forløb på twitter minut for minut: