En kabineansat er onsdag eftermiddag blevet anholdt i lufthavnen i Oslo – mistænkt for at være påvirket af alkohol.

Det oplyser den norske politikreds Politiet i Øst på det sociale medie X.

Over for Dagbladet bekræfter SAS, at det er en af deres ansatte:

»Vi ser alvorligt på sagen og har regler på plads for at kunne håndtere det her. Udover det har vi ingen kommentarer, da det er en personalesag og vil blive håndteret sådan,« siger Tonje Sund, der er pressechef i den norske del af SAS.

Politiet tilføjer til Dagbladet, at man fik en anmeldelse om en mand iført uniform, som virkede beruset. Og det var politiet enige med anmelderen i.

Han befandt sig et ukendt sted i lufthavnen.

Medarbejderen har siden blæst i et alkometer, hvilket man nu afventer svar på.

»Vi ser alvorligt på, at man er beruset på job og samtidig har ansvar for så mange mennesker ombord på et fly,« siger indsatsleder Atle Vesttorp til Dagbladet.

Anmeldelsen kom klokken 12.25.